medjugorje.dk

Kirkens svære beslutning

Der har hersket en vis forvirring om, hvad Den Katolske Kirke officielt mener om Medjugorje. De jugoslaviske biskopper lod spørgsmålet stå åbent for 11 år siden, og ingen ny undersøgelse er sat i gang siden da. Med sin bastante og langt fra altid saglige modstand har Medjugorjes egen biskop bidraget stærkt til forvirringen. Men ham har Vatikanet sat fra bestillingen.

De nåede det lige præcis.

På deres allersidste møde inden Jugoslavien kom i krig og blev opløst, kom landets katolske biskopper den 10. april 1991 overens om det kompromis, der endnu her 11 år efter udgør Den Katolske Kirkes officielle syn på Medjugorje.

Det holdt hårdt, og bølgerne gik højt den dag i den kroatiske havneby Zadar. På den ene side af bordet sad en række biskopper, der anført af Splits ærkebiskop Frane Franic længe havde troet fuldt og fast på, at Jomfru Maria åbenbarer sig i Medjugorje.

På den anden side af bordet sad Mostars biskop Pavao Zanic, der havde Medjugorje som et af sine sogne – og som havde været stedets hårdeste modstander stort set siden åbenbaringernes start.

Biskop Zanic slog til lyd for den skrappest mulige løsning. Han ville have erklæret, at det med sikkerhed var afgjort, at åbenbaringerne ikke var af Gud.

Ærkebiskop Franic og hans ligesindede ville helst have konstateret, at det forholdt sig lige omvendt – at man med sikkerhed nu kunne fastslå, at Medjugorje var ægte og af Gud.

Da fortalerne så på biskop Zanic, der både råbte og græd under mødet, var de dog ganske klar over, at så vidt var det umuligt at komme. Hertil kom, at åbenbaringerne stadig var i gang, og at Den Katolske Kirke endnu aldrig har taget endelig stilling så længe det er tilfældet.

Man endte i stedet på den tredje mulighed. Zadar-erklæringen kom til at slå fast, at det ikke er afgjort, om Medjugorje er ægte eller ej. På godt dansk blev bolden sendt til hjørne.

“På baggrund af de hidtidige undersøgelser kan det ikke slåes fast, at man har at gøre med overnaturlige åbenbaringer”, hedder det i det centrale afsnit fra erklæringen.

Denne formulering adskiller sig væsentligt fra den, som biskop Zanic (billedet) slog til lyd for: “På baggrund af de hidtidige undersøgelser kan det slåes fast, at man ikke har at gøre med overnaturlige åbenbaringer”.

Tvivl om fortolkning

Kompromisset var nogenlunde klart formuleret, men Den Katolske Kirke er stor, og blandt sine medlemmer har den både tilhængere og modstandere af Medjugorje. Begge grupper udlagde teksten, som de hver især helst ville se den, og godt fem år senere havde forvirringen nået et punkt, hvor Vatikanets officielle talsmand så sig nødsaget til at rede trådene ud.

Der havde i foråret 1996 bredt sig en ide om, at det efter Zadar-erklæringen var umuligt for katolikker at tage til Medjugorje og samtidig stå på god fod med Kirken. Det bål havde ærkebiskop Tarcisio Bertone (billedet), sekretær for Vatikanets magtfulde Troslærekongregation, båret mere brænde til i et brev, der var lækket til en fransk katolsk avis. Men den 21. august 1996 lagde Vatikanets talsmand Joaquin Navarro-Valls sig så imellem:

“Før Medjugorje måtte være bevist som værende falsk, kan man ikke sige, at folk ikke kan tage dertil. Det er ikke bevist, så alle kan tage afsted, hvis de ønsker det”, sagde Navarro-Valls til nyhedsbureauet Catholic News Service.

Han tilføjede, at det ganske svarede til, at Kirken heller ikke forbyder folk at tage til Sydafrika - eller noget andet sted for den sags skyld.

“Problemet opstår først, hvis man systematisk organiserer pilgrimsture i forening med sin biskop eller i kirkeligt regi, for gør man det, giver man en kanonisk (kirkejuridisk, red.) godkendelse af begivenhederne i Medjugorje på et tidspunkt, hvor Kirken fortsat er i gang med at undersøge dem”, sagde Joaquin Navarro-Valls, der også direkte nævnte sin begrundelse for nu at rede trådene ud:

“Jeg var bekymret for, at ærkebiskop Bertones ord kunne blive fortolket for strikst. Har Kirken sagt nej til, at katolikker kan besøge Medjugorje? Nej”, sagde Vatikanets officielle talsmand.

Knapt to år passerede, før ærkebiskop Bertone demonstrerede, at han nu også havde forstået, at Joaquin Navarro-Valls (billedet) havde banket ham på plads:

"Hvad angår private pilgrimsture til Medjugorje anser Troslærekongregationen dem for at være tilladt under forudsætning af, at de ikke derved bliver forstået som anerkendelsen af begivenheder, der stadig er i gang, og som stadig mangler at blive undersøgt af Kirken", skrev ærkebiskop Bertone den 26. maj 1998 i et brev til biskoppen over La Reunion.

Biskop Zanic ydmyget

Det var ikke første gang, at Vatikanet havde set sig nødsaget til at intervenere i sagen Medjugorje. Det skete første gang, da præfekten for Vatikanets Troslærekongregation, den tyske kardinal Joseph Ratzinger (billedet), i 1987 foretog et træk, der aldrig før var set i Den Katolske Kirkes historie.

Det gav genlyd verden over, da kardinal Ratzinger tog sagen Medjugorje ud af hænderne på Medjugorjes lokale biskop Zanic og i stedet lagde den over til de jugoslaviske bisper i forening. Zanic måtte nu dele ansvaret med alle sine jugoslaviske kolleger, hvad der til sidst mundede ud i kompromisset fra Zadar.

Forud var gået et forløb, hvor biskop Zanic i 1984 havde dannet en kommission til at undersøge begivenhederne i Medjugorje. Han havde gjort brug af sin ret til egenhændigt at udnævne samtlige medlemmer, og udover at biskoppen offentligt havde brugt ordene “Jeg er kommissionen!”, var der også folk, der var utilfredse med, at kommissionens altovervejende flertal bestod af medlemmer, der på forhånd havde udtalt sig imod åbenbaringernes ægthed.

Kommissionen mistede den sidste rest af troværdighed med afsløringen af, at der i det, som biskop Zanic havde kaldt “en kommission af eksperter” blandt andet sad en mand, hvis ekspertise var at bedømme hunde på hundeudstillinger. Kommissionen holdt to møder, før biskop Zanic i oktober 1984 tog til Rom med den rapport, der én gang for alle skulle mane Medjugorje i jorden. Vatikanet tog imod den med en let hovedrysten.

Samtidig optrappede biskop Zanic det, der nu var blevet til et felttog mod Medjugorje ved også at inddrage pressen. Da lydniveauet i 1985 havde nået en højde, hvor også folk i Italien var begyndt at få ret ondt i ørerne, indskærpede kardinal Casaroli fra Vatikanets udenrigstjeneste det med memorandum nummer 150.458 af den 1. april over for biskop Zanic, at han fra dags dato skulle “ophøre med at lufte sine egne personlige synspunkter og afholde sig fra at fælde domme, indtil tiden er kommet, hvor alle elementer er samlet sammen og begivenhederne er endeligt klargjort”.

Biskop Zanic havde nu fået mundkurv på, men det afholdt ham ikke fra blandt andet at levere sin stadigvæk berygtede tale til Medjugorjes konfirmander på Pinsedag i 1987.

Hvor der mand og mand imellem var en vis forventning om, at biskoppen den dag ville lade uenighederne ligge og i stedet tale om Helligåndens komme over landsbyens ungdom, kunne selv udenlandske pilgrimme se på de lokale, at noget her var fuldkommen galt.

Biskoppen brugte denne lejlighed til, i et groft og utvetydigt sprog, at tilsøle både seere og præster i Medjugorje.

Inderst inde var befolkningen rasende, men ingen sagde et ord, fordi alle anerkendte biskop Zanics autoritet rent formelt.

I 1990 fulgte biskop Zanics sidste spand kul mod Medjugorje, denne gang sendt ud til hele verden som en selvfinansieret pjece, der på fire forskellige sprog og i 40.000 eksemplarer skabte betydelig forvirring for de, der ikke kunne huske eller aldrig havde hørt om sagens gang indtil da. Helt som hidtil var biskop Zanics synspunkter overordentlig tyndt dokumenteret, men pjecen tjente sit formål, for igen var der mange katolikker, der afholdt sig fra at rejse til Medjugorje – begrundet i, at den lokale biskop jo måtte kende sagen bedst.

Felttoget fortsatte indtil biskop Pavao Zanic i 1992 fyldte 75 år og derfor faldt for aldersgrænsen. Han døde i januar 2000, og det fortalte en del om Medjugorjes sande ånd, at den officielle sognebulletin i nekrologen hyldede åbenbaringernes største modstander som en værdig mand af Gud, og i øvrigt opfordrede alle til at blive ved med at bede for hans sjæl.

Biskop Zanic troede først

Biskop Zanics stålsatte modstand var så meget desto mærkeligere, som at han faktisk troede på åbenbaringernes ægthed, da de begyndte i sommeren 1981. I løbet af de første to måneder besøgte han byen fem gange, og fra starten var rollerne helt byttet om: Som stor skeptiker gjorde den daværende sognepræst, fader Jozo Zovko, en hel del for at lægge bånd på sin biskops begejstring.

Fader Jozo skulle senere blive seernes varmeste og vigtigste støtte, så det var fra først til sidst, at hans ord prellede af på biskop Zanic, der livet igennem var en impulsiv mand.

Åbenbaringerne havde således kun været i gang i præcis en måned og en dag, da biskop Zanic gav dem sin varmeste støtte i en prædiken, som han holdt i Medjugorje:

“Jeg er dybt overbevist om, at ingen af børnene, der siger at de har set Jomfru Maria, er blevet overtalt til at sige sådan. Hvis vi kun talte om et enkelt barn, kunne man sige, at dette barn var så stædigt, at end ikke politiet kunne få dette barn til at trække sine ord i sig igen. Men seks simple børn ville indrømme alt, hvis de blev presset hårdt i en halv time. Jeg garanterer også for, at ingen af præsterne har haft nogen intention om at tale børnene til at sige det, som de gør".

"Jeg er overbevist om, at børnene ikke lyver. Børnene taler ærligt om det, der er i deres hjerter. Det er sikkert, at børnene ikke lyver”, sagde biskop Zanic i Medjugorje den 25. juli 1981.

“Det er med sikkerhed afgjort, at ingen – og i særdeleshed ikke Kirken – har ansporet børnene til at lyve”, sagde biskoppen den 16. august 1981 til kroaternes katolske avis Glas Koncila. I modstrid hermed skulle biskop Zanic langt senere sige både, at seerne løj, og at åbenbaringerne og budskaberne var skabt og skrevet af præsterne.

Biskoppens støtte forsvandt, da tidlige budskaber fra Jomfru Maria bakkede op om to præster, som biskoppen havde valgt at suspendere. Biskop Zanic mente ikke, at Jomfru Maria kunne erklære sig uenig med en biskop. Da Vatikanet langt senere afgjorde de to præsters sager, blev biskop Zanics suspensioner kendt uretmæssige og ulovlige, men da var skaden sket i biskoppens forhold til Medjugorje. Ældgamle stridigheder om deling af sognene mellem franciskanerpræsterne (som de var og er i Medjugorje) og biskop Zanics egne verdenspræster kom også tidligt til at spille en rolle. Også Mostars nye biskop Ratko Peric kalder franciskanerne ulydige, og forholdet er fortsat temmelig anstrengt. Ifølge både fader Jozo og fader Ljudevit Rupcic, en anden præst i Medjugorje, indrømmede biskop Zanic selv internt, at han også trak støtten tilbage på grund af kommunisternes pres. At det skulle være sagen, har både biskop Zanic og hans efterfølger dog altid benægtet. Næste biskop også undsagt af Rom I 1992 afløste Ratko Peric den kontroversielle Pavao Zanic som biskop over Mostar. Som et af sine sidste træk havde biskop Zanic gjort sit yderste for, at netop Ratko Peric skulle efterfølge ham. Det har fået den konsekvens, at modstanden fra Mostar er blevet om muligt endnu mere stålsat, og at tonen er uforandret hård. “På baggrund af de seriøse undersøgelser af sagen, som 30 akademikere i tre kommissioner har foretaget af den skandaløse ulydighed, som omgiver fænomenet, af de løgne der til tider lægges i munden på “Madonnaen”, af den usædvanlige repetition af “budskaber” gennem 16 år, af den mærkværdige måde hvorpå "spirituelle vejledere” ledsager de såkaldte “seere” for at gøre propaganda for dem verden over, og af det forhold, at “Madonnaen” åbenbarer sig på “seernes” kald (hvilket notorisk er ukorrekt, red.), er min overbevisning ikke alene, at åbenbaringernes eller budskabernes overnaturlige herkomst ikke er bevist – men også, at det er bevist, at åbenbaringerne og budskaberne ikke er af overnaturlig herkomst”, skrev biskop Peric (billedet herunder) den 2. oktober 1997 i et brev til franskmanden Thierry Boutet.
Fra biskop Peric sendte sit brev, skulle dog end ikke gå et år, før han måtte gå i sin forgænger Pavao Zanics fodspor - og opleve at blive undsagt fra højeste sted. Den 26. maj 1998 skrev ærkebiskop Tarcisio Bertone, sekretær for Vatikanets Troslærekongregation, følgende i et brev til Monsignor Aubry, biskoppen over La Reunion: "Hvad angår den udtalelse, som Hans Excellence Monsignor Peric har afgivet i et brev sendt til generalsekretæren for Famille Chretienne, skal den opfattes som hans personlige overbevisning i sin egenskab af biskop over Mostar, der - som den lokale biskop - altid vil have ret til at udtrykke hvad der dog er og forbliver hans personlige holdning". Det er da også som om, at biskop Peric mærker jorden brænde under sig. Ganske som biskop Zanic har han manøvreret sig ind i en blindgyde, hvorfra hans højlydte råb strider for hver dag mere imod hvad almindelige mennesker erfarer i Medjugorje. Der er da også tegn på, at biskop Peric har erkendt, at Medjugorje er en varm kartoffel, som det kunne være mere end rart at komme af med.
Sagen sorterer nu under de fire bosniske biskopper tilsammen. Den vigtigste af dem er kardinal Vinko Puljic, der er ærkebiskop over Sarajevo. Kardinal Puljic anskuer Medjugorje fra to forskellige vinkler, hvoraf den ene hører nutiden og den anden fremtiden til: I øjeblikket er Medjugorje anerkendt som pilgrimssted, hvor folk rejser til for at bede. Men heri ligger ikke automatisk, at også åbenbaringerne engang vil blive officielt anerkendt, siger han. "Fænomenet Medjugorje er under den lokale biskop og Troslærekongregationens myndighed, og sådan vil det blive ved at være, indtil fænomenet kommer til en anden dimension -- indtil de rapporterede åbenbaringer slutter. Så vil de blive anskuet på en anden måde. I øjeblikket må Medjugorje anskues på to niveauer: På niveauet af bøn og bod, som er handlinger affødt af tro. Åbenbaringerne og budskaberne er på et andet niveau, som til sin tid vil blive genstand for en meget grundig undersøgelse", sagde den bosniske kardinal (foto herunder) til dagbladet Slobodna Dalmacija den 30. oktober 2001.

Kardinal Puljics generalvikar sagde på samme måde sidst på året 2001 til den katolske nyhedstjeneste Spirit Daily, at der ikke er planer om at genoptage undersøgelserne, og at der kan gå så længe som 10-15 år efter åbenbaringernes afslutning, før arbejdet engang måtte være færdiggjort.

At dette tidsperspektiv står for biskop Peric som noget af et mareridt, bliver kraftigt antydet af de klare signaler, som han har sendt til Vatikanet igennem adskillige medier og dermed formentlig også officielt.

Biskop Peric har ladet mere end blot skinne igennem, at han meget gerne ser, at Vatikanet selv overtager sagen.

“Jeg ville blive meget lykkelig, hvis Vatikanet selv ville påtage sig at undersøge begivenhederne i Medjugorje, danne sin egen kommission og komme frem til den endelige afgørelse. Vatikanet har helt sikkert bemyndigelse til at gøre netop det. Men indtil nu har jeg ikke modtaget nogen anmodning herom”, sagde biskop Peric i januar 1997 i et interview med den franske avis Present.

“Jeg er åben over for, at Vatikanet i sin egenskab af øverste autoritet over Den Katolske Kirke kunne påtage sig at udtale den øverste og endelige afgørelse i denne sag – og dette så snart som muligt, til gavn for menneskers sjæle og til Kirkens og Jomfru Marias ære”, skrev Ratko Peric den 2. oktober 1997 i sit brev til Thierry Boutet.

Indtil noget måtte ske, kan man minde om den stilfærdige visdom, som Medjugorjes assisterende pastor fader Zrinko Cuvalo i 1981 reagerede på alt postyret med:

“Hvis åbenbaringerne er af mennesket, er intet i stand til at redde dem. Men er de af Gud, er intet i stand til at stoppe dem”.

Få automatisk besked om alle nyheder og opdateringer.
Tilmeld dig vores nye nyhedsmail på forsiden af
Profetis hjemmeside på www.profeti.dk og klik på OK.
Foreningen Profeti udleverer ikke din e-mail adresse til andre.

Send forslag og kommentarer til: mail@profeti.dk