medjugorje.dk

Pressen på besøg
i Medjugorje

Mens den udenlandske presse, heriblandt TIME og Wall Street Journal, har rapporteret ret flittigt om åbenbaringerne i Medjugorje, har danske mediers opmærksomhed været mere beskeden. Både Politiken og Kristeligt Dagblad har dog skrevet fra byen.

I oktober 1999 sendte Politiken en journalist og en fotograf på en ugelang tur til Medjugorje. De rejste sammen med otte danskere på pilgrimsfærd til byen. Ugen igennem bragte Politiken i alt seks artikler og endnu flere fotos, der tilsammen udgjorde en journalistisk dagbog over turen. Artiklerne bringer vi her:

Marias røde tråd

Fem dage med Marias disciple (0): En overbevist dansk katolik fortæller om sin vej mod Medjugorje i Bosnien-Hercegovina, hvor Jomfru Maria har vist sig i over 18 år. Bøn, faste og hengivenhed er menneskets vej til fred, siger hun.

Af Jakob Marschner
Politiken 24. oktober 1999, PS side 7

Historien begynder på et børneværelse. Midt under krigen, med engelske flyvere i luften og uhyggelige genskær fra brændende tyske byer til at lyse op på Bornholm midt om natten.

Indtil videre slutter fortællingen i en lille flække i Bosnien-Hercegovina. I en fred og en kærlighed, der beskrives som helt ubeskrivelig. De seneste godt 18 år har Jomfru Maria åbenbaret sig i landsbyen Medjugorje, og de valfartende beskriver så godt som alle det møde som en så dyb og smuk impuls, at de må tilbage til Medjugorje for at mærke den igen.

Der er omkring 50 år mellem den første og den sidste del af historien. Men det er den samme, der har oplevet begge dele. Og selvom der er en afgrund og et dyb mellem krigen og freden, så hænger historierne sammen for den 65-årige katolik Inger Jensen. Hun er begyndt at se den røde tråd, der fører fra børneværelset til landsby i Bosnien-Hercegovina.

Hun er lige taget afsted igen. Sammen med seks andre danskere er hun pilgrim i Medjugorje i hele den kommende uge. Politiken tager med for at se nærmere på den landsby, hvor mennesker mirakuløst er blevet helbredt. Hvor Jomfru Maria siger, at bøn kan føre til fred, og hvorfra selv USAs gamle ambassadør måtte melde tilbage, at noget uforklarligt finder sted.

Bøn i mørket

Hun kunne ikke lide bombeflyene. De engelske jagere kunne også høres i den bornholmske præstegård, hvor Inger Jensen voksede op. Ni år gammel bad hun sin far stoppe krigen.

»Jeg sagde, at han måtte ringe til England og sige, at mennesker ikke må slå hinanden ihjel. Så lo han og sagde, at det kunne han ikke. Jeg foreslog så kongen eller en kejser eller paven, men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg oplevede, at min verden var i kaos, og jeg spurgte ham om krigen på alle mulige måder. Om der ville dø nogen nu? Om der også var børn, der ville dø? Jeg hulkede og græd«, siger Inger Jensen.

»Min far sagde så, at jeg var uden ansvar, for jeg var bare et barn. Men vi kunne tænde et lille lys ved at bede Fadervor. Men der var for få, der bad, men nu ville vi bede, for om ti minutter ville de dø dernede i Tyskland, og beder man Fadervor, så dør man godt, sagde han. Til sidst spurgte han også, om jeg ville bede for ham, når han engang selv skulle dø. Det løfte gav jeg ham«.

Så far og datter bad i mørket, og så fortsatte faderen den tale, som han siden betroede hende, at han mente kom direkte fra Helligånden. Han havde lyttet lige så meget som han havde talt.

»Han sagde, at jeg ville have et ansvar, når jeg blev voksen. Så skulle jeg se mig om efter nogle, der ejede ægte tro. Han sagde, at ægte kærlighed kan smelte ondskaben, og at bedegrupper kunne få krigen til at stoppe. Han gav mig også en forklaring på, hvordan man finder ægte kærlighed«, siger Inger Jensen.

Hun holder en kort pause, siger så:

»Det er faktisk det jeg har oplevet i Medjugorje«.

Tvivl om barnetroen

Vejen var stadig lang til Bosnien-Hercegovina, men allerede i gymnasiet begyndte Inger Jensen at betvivle sin missionske opdragelse. Siden oplevede hun, hvordan mennesker fra helt andre religioner også ledte hende på vejen mod Jomfru Maria.

»I gymnasiet syntes jeg ikke, at det kunne passe, at Indre Mission var den højeste form for kristendom. For hvordan kunne Gud acceptere, at det kun var fattige fiskere og bønder i Danmark, der havde fundet den sande kristendom? Der måtte være noget mere«, siger hun.

Hendes ægteskab gik med den samme fornemmelse. Hun mærkede en sult, som hun ikke vidste, hvordan skulle mætte, og hun vidste, at hun ikke søgte så meget som hun burde. Men børnene måtte vokse op først, tænkte Inger Jensen.

Da de var flyttet hjemmefra, stødte hun i sommeren 1980 på en gruppe sufier i Istanbul. Sufierne er muslimske mystikere, der sætter Jomfru Maria højere end Inger Jensens egen daværende protestantiske kirke både gjorde og stadig gør.

»De fortalte, at hun snart ville vise sig igen - og at hun så ville være tættere på verden, end hun nogensinde havde været før. Hun ville kæmpe mod satan og vinde. De sagde, at jeg også ville blive tiltrukket, fordi hun skulle bruge mig. At mit hidtidige liv havde været en slags forberedelse, og at jeg ikke behøvede at lede. Der var en opgave til mig, og jeg ville komme, når der blev kaldt«, erindrer hun.

Året efter tog det fart i Medjugorje. 24. juni 1981 så seks lokale teenagere hvad de siden beskrev som en underskøn, ung kvinde med et barn i armene stå på Podbrdo-bjerget bag landsbyen Bijakovici ikke langt fra hovedbyen Mostar. De har alle siden beskrevet, hvordan hun vinkede dem nærmere til sig - men også at de ikke turde i første omgang, men først, da de vendte tilbage næste dag.

Det blev starten på åbenbaringerne, men hjemme i Danmark havde Inger Jensen stadig ingenting hørt. Det kom først senere, og først i påsken 1985 - efter næsten fire års åbenbaringer i Medjugorje - kom Inger Jensen afsted til den landsby, som hun har besøgt over 40 gange siden.

»Jeg var virkelig anspændt. Der var mange bønner at huske, katolikkernes Rosenkrans-bøn er lang og svær at huske, og gang på gang skreg det inden i mig: Hvor kan jeg få at vide, om det her er løgn eller ægte? Men der var også en forbløffende fred, som jeg aldrig havde oplevet magen til«.

»Jeg prøvede at holde fast i mine bønner, men jeg mistede bare balancen og faldt flere gange. Til sidst faldt jeg i badeværelset. Jeg blev fyldt af fortvivlelse og raseri - en forskrækkelig blanding for resten! Men så startede Rosenkransen af sig selv i mit hjerte, helt uden at jeg havde lært den. Og jeg tænkte, at Maria var hos mig, og at der ikke var grund til at være bange. Når jeg bad om fred, fik jeg fred«, siger hun.

Og nu er Inger Jensen på farten igen. Det er hendes sjette tur i år, men hun lever billigt og enkelt og spiser ikke alverden. Der er penge til overs til at rejse for, og for hende er det ikke bare udflugt og fornøjelse. Det er lige så meget alvor, som det var det under krigen.

»Maria siger, at vi har glemt Jesus, og at Han er den eneste, der kan skabe fred. Men mennesket har en fri vilje: Hun kan lede os og rejse os, når vi falder, men hun kan ikke tvinge os til noget. Det er den enkelte, der skal sige ja til Maria. Det er den enkelte, der skal se, at faste og bøn er den måde vi kan skabe freden på«.

FEM DAGE MED MARIAS DISCIPLE

Politiken deltager i den kommende uge i en gruppe danske katolikkers pilgrimsfærd til landsbyen Medjugorje i Bosnien. Medjugorje var en ukendt flække, indtil seks lokale teenagere i 1981 så Jomfru Maria træde frem foran dem. Stedet har siden været mål for pilgrimme fra hele kloden. Marias budskab er, at hengiven bøn kan skabe fred og afværge krige.

Hun har lige fra 1981 opfordret alle til at lade sig omvende til aktive kristne. Hun har samtidig ikke lagt skjul på, at verden svæver i fare, og at Jordens skæbne i høj grad er afhængig af, hvor mange der tager budskabet til sig. Næste artikel bringes i avisen tirsdag.

Byen hvor de alle beder

Fem dage med Marias disciple (1): En lille landsby i Hercegovina har gennem 18 år haft daglige besøg af Jomfru Maria. Også fra Danmark kommer pilgrimme til. Introduktion til et nyt Jerusalem.

Af Jakob Marschner
Politiken 26. oktober 1999, 1. sektion side 8

Medjugorje ligger mellem bjergene. Det er en landsby af de kun lidt større. Højt på en slette kommer byen mellem tindernes rødbrune sten, der i Balkans efterår ser ud, som havde nogen hældt en gryde fuld af kobber og ir ud over dem.

Til dette ydmyge sted ankom i forgårs otte danske katolikker. De er pilgrimme, for de seneste godt 18 år har Medjugorje haft en særlig status som Den hellige Madonnas helt egen by. Det er her Jomfru Maria viser sig for seks lokale seere. Det er her, hun prædiker bøn, faste og fred. Det er her, at mirakler finder sted.

Også denne søndag aften går folk fra hele verden ad den okkerrøde lersti, der fører hen mod byens kirke. Forude venter aftenmessen, og grupper og små klynger af pilgrimme går stilfærdigt eller indvendigt bedende mod den lille katedral med de to hvide tårne, der er hele byens centrum.

Troskab mod troen

I gruppen af danskere er Kirsten Kjærulff forblevet på hotellet. Hun skuer ud over den by, hun første gang besøgte for fire år siden. Turen har meget på programmet, så mens klokkerne kimer, nyder Kirsten Kjærulff den lune aften på altanen i stedet. På den første dag har hun nok i at lytte.

»Her bliver folk klar over, at det at tro på Gud ændrer deres liv radikalt, hvis de virkelig tager troen alvorligt. Det er så inspirerende at se så mange virkelig leve i overensstemmelse med deres tro«, siger den 62-årige cand. mag. i musik og litteraturhistorie.

»Man opdager, at tager man virkelig troen alvorligt, så sker der overnaturlige ting i ens liv. Det har jeg selv erfaret flere gange«, siger hun.

Det var tunge problemer i familien, der første gang fik Kirsten Kjærulff til Bosnien. På denne tur var hun vidne til en af Marias åbenbaringer. Hvor de tidligere Maria-syn i Lourdes og i Fatima var tæt knyttet til stederne, er det en smule anderledes her.

I Medjugorje følges åbenbaringerne med de seks oprindelige seere. Hun viser sig, hvor de end befinder sig. Og for fire år siden var Kirsten Kjærulff så heldig at blive inviteret indenfor i husets lille kapel hos Medjugorje-seeren Marija Pavlovic-Lunetti.

»Vi knælede rundt om hendes lille alter. Så bad vi Rosenkransen på skift og på hver sit sprog. Marija bad på kroatisk, men så pludselig blev hun tavs, selv om hendes læber stadig bevægede sig. Hendes blik vendte sig opad, og hendes ansigt lyste op. Jeg kunne se, at hun så Jomfru Maria«, siger hun.

»Tiden stod stille, men der gik vel fem-seks minutter sådan. Så var det som om, at lyset slukkedes i hendes ansigt, og hun bad videre, som var intet hændt overhovedet«.

»Lang tid efter fortalte vi hinanden i gruppen, hvad vi hver især havde bedt for. Det var kommet lidt efter lidt, men alles bønner var blevet hørt. Og mit var endda et stort projekt«.

Seere i ekstase

Ikke alle har været så åbne som Kirsten Kjærulff. I 1981 var det stærkt kontroversielt, da det dengang ateistiske Jugoslavien pludselig lagde land til Maria.

Da de seks seere var vendt tilbage fra det første møde på Åbenbaringsbjerget, blev de snart fulgt af store mængder af mennesker. De første dages beretninger om den ubeskriveligt skønne og lysende Maria førte allerede på fjerdedagen omkring 15.000 folk op på bjergets top.

Men styret var skeptisk, og Kirken var skeptisk, og seerne blev først sendt til lægen. Efter seks åbenbaringer og temmelig megen virak kom en kvindelig overlæge i Mostar frem til, at seerne ikke var forrykte.

»Det er snarere dem, der har fulgt dem herhen«, sagde doktor Dzuda.

Seerne blev undersøgt igen. Lokale fagfolk fra stort set alle medicinens grene kom alle frem til det samme: Seerne var normale unge mennesker uden spor af sygdom overhovedet. Flere jugoslaviske fagfolk var på sporet af den konklusion, som franske, amerikanske og italienske eksperter siden slog endeligt fast.

Seerne er i ekstase under synet. De er væk fra denne verden og reagerer end ikke på påførte smerter undervejs. Den unge Jakov Colo ydede heller ingen modstand, da han blev løftet op i luften under synet. Plader blev placeret foran deres øjne, men selv ikke det fysiske syns forsvinden kunne tage synet af Maria fra seerne.

I dag er de undersøgt af flere internationale forskerhold. Hvad der særlig har slået eksperterne, er den perfekte samtidighed, som seerne modtager åbenbaringen med: De falder på knæ helt synkront, deres stemmer bliver tavse trods læbernes fortsatte bevægelser, stemmerne kommer også tilbage på nøjagtig samme tid. Når åbenbaringen slutter, løfter de samtidig hovederne som var de dirigeret af den samme usynlige hånd.

Forskerne er enige i dag: det er ikke hypnose, ikke sygdom, ingen udefra snyder på vægten. Forklaringen er åndelig ekstase.

Overfyldt kirke

Søndag aften, kirken er overfyldt. Her må være over 1.000 i alt. De sidst tilkomne står på vejen, eller de sidder på de lange rækker af bænke, der tager meget af pladsen rundt om katedralen.

Bænkene rækker hele vejen ned mod de 20 skriftestole udenfor. Det ligner telefonbokse, blot er de af træ og forsynet med et kors øverst oppe. Skilte foran hver enkelt boks fortæller, at der i dag kan skriftes på i alt fire sprog plus Marias eget kroatiske. Andre skilte med andre sprog ligger klar i reserve til en anden dag.

Også bænke er taget i brug af de skriftende. Et sted taler en sortklædt præst arabisk med en pilgrim. På bænken ved siden af taler en hvidklædt pastor tysk med en anden.

Hele familier er til messe. Det gælder selv de mindste drenge i den mest urolige alder. De er tavse selv uden formaninger.

En særlig stimlen sammen er der om den åbne dør ind til kirken. Her står vejrbidte bønder, kvinder og børn med blikkene rettet fast indenfor, hvor hvid- og grønklædte præster sender budskabet ud over byen. På kirkens yderside er der højttalere hele vejen rundt om den.

Folk sidder på trapperne, på torvet foran kirken, overalt i helligdommens nærhed. Alle vegne ser man tavse og ydmygt lyttende mennesker med bøjede hoveder og foldede hænder, med lukkede øjne og uudgrundelige blikke i ansigterne: En blanding af bekymring, andægtighed og fred.

De rejser sig for hvert et Amen, for hvert eneste Ave Maria. Og skjult for deres ydre blik står det massive hvide kors på bjerget som selve symbolet på, at noget uforklarligt, men smukt finder sted hver dag mellem Balkans rødbrune tinder.

Vickas daglige bedemarked

Fem dage med Marias disciple (2): Seeren Vicka Ivankovic gengiver Jomfru Marias ord som hun har hørt dem gennem mere end 18 år. Et fåtal synes at idoldyrke seeren, men de danske pilgrimme tager tumulten med ro.

Af Jakob Marschner
Politiken 28. oktober 1999, 1. sektion side 9

Hver morgen før klokken 8 samles hundreder af mennesker ved et bestemt hus i Medjugorje. Her bor 35-årige Vicka Ivankovic, der i nu lidt over halvdelen af sit liv er blevet kontaktet af Jomfru Maria hver evig eneste dag.

I tidens løb har Maria fortalt hende en del. Det vigtigste giver hun nu videre hver morgen. Så står hun på trappen op til husets første sal, mens alverdens katolikker står helt tæt på hinanden og lytter. Der står folk på gaden, foran hendes hoveddør og et stykke ned ad sidevejen også.

Ved hjælp af oversættere taler Vicka Ivankovic til mange af verdens folkeslag. Og et mindre kaos opstår let, når pilgrimme fra et land skal ud, og rejsende fra et andet land skal ind.

Men hun lader sig ikke mærke med noget. Man ser heller intet til, at hun er plaget af en konstant og kraftig migræne. Maria fortalte hende engang, at den kunne tages fra hende, men at det også ville betyde enden på deres daglige møder. Vicka Ivankovic gav først efter, men da Maria vendte tilbage 40 dage senere, bad Vicka om at måtte ombestemme sig. Både Maria og migrænen var tilbage straks herefter.

Hun smiler og vinker til morgenens gæster - denne dag iført en blå termovest og et par lyserøde joggingbukser, som ønskede hun at understrege, at det højst er andre, aldrig hende selv, der vil gøre hende til lysende stjerne og ikon. Seerne er alle meget beskedne.

Jomfru Marias program

Foran hoveddøren, under terassen giver Fadervor på tysk næsten ekko. Det lyder som taler hele byen pludselig et andet sprog end kroatisk. Orienteringen starter og slutter i bøn, for bønnens nødvendighed er Marias vigtigste budskab i Medjugorje.

»Bøn, faste og omvendelse er Guds Moders vigtigste budskaber. Guds Moder anbefaler os at bede hver dag«, begynder Vicka Ivankovic.

»Det betyder ikke, at vi kun skal bede med ord. Det betyder i stedet, at vi hver dag skal åbne vores hjerte. Guds Moder viser med sit smukke eksempel den store glæde, der ligger i hjertebøn«.

Vickas øjne smiler hele tiden. Det er umuligt at se, at hun har sagt det samme hver eneste morgen i årevis.

»Guds Moder siger, at vi mennesker tit har for mange undskyldninger for ikke at bede. For mange gange siger vi, at vi ikke har tid, eller at vi er trætte og vil gøre det i morgen. Hun siger, at Satan altid søger at forstyrre vore bønner og vor fred. Men Guds Moder siger, at vi ikke kan leve uden Guds nåde«.

»Hun beder også om vores omvendelse. Guds Moder siger, at når mennesker er syge, så tror de, at hun og Jesus er meget langt fra dem. Men Guds Moder siger, at hun og Jesus altid er tæt på, når vi bare åbner vore hjerter. Så vil alle se, hvor højt elskede de er«.

Og andre instrukser fra Maria: Bøn i familien er vigtig, for både de unge og verdens familier er i en meget svær situation. Vi bør desuden modtage Jesus uden forbehold. Og så skal den private fred være til stede, før mennesket kan stifte fred også uden for sig selv.

»Hvis vi beder for fred i verden uden selv at have fred i hjertet, er det hele ikke så meget værd«, lyder de sidste ord denne morgen.

Fromhedens følelser

Opbruddet bringer tumulten tilbage. De forreste rækker hænderne ud efter seeren på trappen.

Deres håb er at få en velsignelse. Mens hjælpere bringer hele plasticsække fulde af bønner på skrift op til Vicka, står hun selv med hænderne på de heldiges og hurtiges hoveder.

For en dansker kan virakken være svær at forstå, men i gruppen af pilgrimme fra Danmark kommer her et par forsøg på en forklaring.

»Vi har en anden neutralitet i os som danskere. Og det mener jeg ikke kun positivt. Vi kan også kalde det kølighed. Desuden har den katolske verden tradition for, at personer kan være hellige. For katolikker er det stærkt, når et menneske har set Maria i over 18 år. Hun bliver jo helgenkåret på et eller andet tidspunkt«, siger den åbne protestant Kirsten Rostbøll.

»En mindre del kan ikke beherske sig. De kan forveksle deres egne følelser med fromhed. Samtidig er der ikke noget forgjort ved at vise sin glæde ved et andet menneske«, siger den vietnamesisk-fødte pastor Tran Thanh Dominique.

»Vi tilbeder ikke mennesker, men vi er glade for Guds venner som Vicka. De har fået en nåde, som vi andre også beder om«.

Om at dele bjergets byrder

Fem dage med Marias disciple (3): Først bar han hende til bjergets top. Så gav hun ham håbet, da han var ved at bukke under for sygdom. To danske katolikker om næstekærlighed.

Af Jakob Marschner
Politiken 29. oktober 1999, 1. sektion side 6

Der er lang vej op til Åbenbaringsbjergets top. Stien er stenet og besværlig. Men det var på denne uvejsomme scene, at Jomfru Maria viste sig for første gang i Medjugorje, så stedet er for længst blevet helligt, og ældre pilgrimme står meget igennem for at komme hele vejen op til det vigtigste punkt af dem alle.

På vejen op beder de. Som den største naturlighed er ruten på bjerget formet som en rosenkrans - den kæde af perler, der i katolikkernes regi knytter bønnerne sammen til historien om Jesu liv og færden på Jorden.

I den danske pilgrimsgruppe kan 60-årige Olav Halladin og 73-årige Helga Steensen fortælle om, hvor meget man kan ofre og lide for at nå tilkorset på toppen. Deres fælles fortælling er også en historie om menneskelig samhørighed og kærlighed.

Båret op på bjerget

De første år var deres bekendtskab kun flygtigt. De var begge tilknyttet menigheden ved Sct. Therese Kirke på Bernstorffsvej i Hellerup. Den er kendt for sit stærke sammenhold og fællesskab, men hinanden helt nær var de ikke.

Det kom de så småt på en tur til Medjugorje, der nu ligger tolv år tilbage. Men først turen for tre år siden gjorde båndene imellem dem til tovværk.

Kort forinden havde Helga Steensen været del af et frontalt bilsammenstød. Det var ganske kort, før både hun og Olav Halladin igen var på vej til Marias egen by.

»Vorherre ville gerne, at jeg gav Ham mere tid. Men jeg havde travlt, jeg arbejdede med at hjælpe andre mennesker. Så indså Vorherre, at den stædige gamle dame altså ikke ville lytte. Så det eneste, der var at gøre, var at tage mine ben. Jeg sad en måned ubevægelig derhjemme«.

»Min højre fod var brækket, og benet var helt sort. Jeg måtte ringe til Olav og sige, at jeg desværre ikke kunne deltage alligevel«, siger Helga Steensen.

»Til det sagde jeg, at Helga bare skulle med. Og jeg slyngede så næsten ud, at hun bare måtte have en rullestol. Jeg lovede også at køre hende rundt«, husker Olav Halladin.

»Han blev en meget betroet chauffør«, siger Helga Steensen.

Så var der problemet med bjerget. Gruppen blev enig om, at svaret var en båre. Helga Steensen blev spændt fast, og fire mand deltes om byrden.

»Problemet med at bære med båre i et så kuperet terræn lå i, at vi fire mænd ikke var lige høje alle sammen. Helga var vel i fare flere gange. En gang imellem skreg hun, når hun var ved at falde af«, siger Olav Halladin.

»Jeg har heller aldrig oplevet så megen næstekærlighed, som jeg gjorde på den tur. Vores meget specielle åndelige bånd stammer tilbage fra dengang«, siger Helga Steensen.

Olavs svære sygdom

For Olav Halladin handlede turen med båren også om at sige tak. Han havde her gennem mange år været mærket af en meget svær leversygdom, der ikke havde nogen diagnose. Helga Steensen havde bedt og bedt for hans frelse.

»Jeg bad meget. Det var der mange, der gjorde. Jeg tror på bøn, kan du tro. Det hjælper virkelig meget«, siger hun.

»Det varmer utrolig meget, når man får at vide, at en hel menighed beder for én. Det er vel, som når en ensom gammel mand får besøg af sit barnebarn på plejehjemmet«, siger han.

Olav Halladin fik leveren skiftet ud for godt og vel to år siden. Transplantationen gik fint, men da han var tæt på at blive udskrevet, stødte der svære komplikationer til. Efter 21 døgn på en klinisk renset enestue betød de nye problemer nu næsten fire måneder mere på sygehuset.

»Jeg havde ti slags flasker hængende omkring mig. Og seks-syv forskellige slags slanger og drops. Jeg sank dybere og dybere ned i en brønd. Det var jeg klar over. Men pludselig vidste jeg også, at jeg næsten ikke kunne komme op igen«, siger Olav Halladin.

I denne desperate tilstand bad han i særlig grad Helga Steensen om at komme til sin sygeseng. Hun var også dengang en af de få ikke-præster, der har lov til at give den hellige nadver til syge katolikker på danske hospitaler.

»Det blev vendepunktet. Jeg var 100 procent klar over, at fik jeg ikke nadveren hurtigt, ville jeg aldrig komme op fra sengen igen. Det var den, der bragte mig på benene«, siger Olav Halladin.

»Siden sagde en sygeplejerske, at blandt de så alvorligt syge var det nærmest kun de med en tro, der kom op at stå igen«.

En glædelig lære

Hvad der startede som personlig tragedie, har de begge fået vendt til noget brugbart. Olav og Helga er styrkede i troen. Og de er sikre, når de skal udlede essensen af deres fælles historie sammen.

»Min tro er blevet styrket - og min tro på bønnens magt. Den er det centralt at turde tro på. Vi føler vel også endnu mere, at det er den materialistiske verden i Danmark, der fører til tomheden derhjemme«, siger Olav Halladin.

»Vorherre har brug for kanaler, når Han skal lave noget her på Jorden. Og de kanaler, det er os mennesker«, siger Helga Steensen.

»Hvis vi kun havde to bud, skulle det være at elske vor Gud og vores næste som os selv«.

Gud skal være vigtigst af alt

Fem dage med Marias disciple (4): 17 år gammel så hun Jomfru Maria første gang. Nu siger hun, at selv hendes børn ikke synes at findes, når hun har sin sjældne åbenbaring. Medjugorje-seeren Mirjana Dragicevic-Soldo om det væsentlige og mindre væsentlige i livet.

Af Jakob Marschner
Politiken 30. oktober 1999, 1. sektion side 2

Der er en særlig ånd til stede i Mirjana. Et helt specielt lys og en salig form for fred, der giver én ønsket om at kunne være 24 timer til stede i hendes nærvær. Men hun er en travl ung kvinde, mor til to og med et næsten afsluttet studie i økonomi. Det ønskede døgn bliver til kun 24 minutters interview.

Hendes ro bliver særligt slående ved det, at Mirjana Dragicevic-Soldo bærer meget tunge byrder i sit sind. Som en af Medjugorjes seks seere har også hun fået en række stærkt væsentlige hemmeligheder betroet af Jomfru Maria.

Hun har fået ti, og de handler om verdens sandsynlige fremtid. Om de store ulykker, som ifølge Maria vil overgå menneskene, hvis de ikke i tide følger appellen om fred og kærlighed imellem sig. Hvis de bliver ved at fornægte deres Gud. Endnu er der tid, siger de.

Mirjana beder indtil da. Det samme gør Medjugorjes fem andre seere. Jomfru Maria har til dem alle betroet, at bøn og faste kan mildne konsekvenserne.

Seerne har hver sin særlige mission. Mirjana Dragicevic-Soldo skal bede for de ikke-troende. Selv kalder hun dem for »de, der endnu ikke har erfaret Guds kærlighed«.

Dette vældige kors bærer den 34-årige kvinde med en lethed, der kan virke ufattelig.

»Hemmelighederne er Guds vilje. Han hjælper mig til at bære dem. Og nej, det er ikke vanskeligt«, siger hun til Politiken.

Maria og børnene

Det var et tilfælde og et sammentræf, der ændrede hendes liv så radikalt. I juni 1981 var hun bare på besøg fra Sarajevo, da Jomfru Maria første gang viste sig for hende og de andre.

Af disse seks modtager i dag kun de tre stadig en åbenbaring hver aften. Mirjana Dragicevic-Soldo var den første, der mistede det daglige ekstatiske syn. Nu ser hun Jomfru Maria på den anden dag i hver måned - og desuden hvert år på sin fødselsdag.

Men hun er stadig sikker i sin sag, når hun skal beskrive sin følelse ved synet af Jomfru Maria. Hendes ord er blot så ualmindeligt stærke.

»Det er så smukt for mig. Natten før kan jeg ikke sove, fordi jeg er så fuld af forventning. For mig er det som at være i Himmelen. Jeg ved ikke, hvordan Himmelen ser ud, men for mig føles Himmelen sådan her«, siger Mirjana Dragicevic-Soldo.

»Jeg kan også svare ved at give et eksempel: Jeg har to børn. Dem vil jeg gøre alt for. Jeg vil om nødvendigt også dø for dem. Men når jeg er sammen med Den velsignede Jomfru, er det som om, at selv børnene ikke eksisterer«.

»Når åbenbaringen er forbi, må jeg være alene i bøn i to-tre timer i træk. Kun på den måde kan jeg forlige mig med, at jeg må blive ved at leve dette liv. Kun da kan jeg acceptere, at jeg ikke kan tage med hende. Det er virkelig smertefuldt. Bøn er det eneste, der hjælper mig«, siger hun.

Af alle disse grunde var det næsten ubærligt, da den dengang kun 17-årige pige mistede sin daglige åbenbaring sidst på året 1982. De daglige syn varede kun halvandet år for hende.

»Det var meget smertefuldt for mig. Kun bøn og faste hjalp mig. Gud hjalp mig til at forstå, at det var Hans vilje, og at det var sådan, fordi min del af arbejdet i første omgang var ved at være udført«, siger hun.

Forklaringen på det daglige syns forsvinden kan virke så paradoksal, at 'urimelig' er et mere dækkende ord: Mirjana Dragicevic–Soldo mistede den daglige åbenbaring, fordi hun som den første af seerne havde forstået og integreret dybden i Marias budskab til seerne.

Synet af satan

Jomfru Maria brugte næsten en måned på at forberede sin discipel på, at det gik mod enden med de daglige møder. Som et af de sidste af disse modtog Mirjana en vision af satan selv. Da Jomfru Maria viste sig derefter, gav hun Mirjana den forklaring, at synet var kommet for at overbevise hende om satans eksistens.

Hun så en forræderisk flot mand, hvis eneste suspekte træk var, at hans øjne kørte rundt i hovedet på ham. Satan bad hende forkaste Maria, og han lovede hende held i kærlighed, hvis hun bare ville følge ham i stedet. At følge Maria ville kun føre til lidelse, sagde han. Svaret fra hende var et nej.

»Jeg ved, at satan må ligge på knæ for Den velsignede Jomfru for overhovedet at kunne få lov at eksistere. Han kan ikke gøre mig noget. Jeg ønsker ikke engang at tillægge ham den betydning, som det er overhovedet at tale om ham«.

Emnet er uddebatteret. Hun vil hellere fortælle, at verden for hende at se gør fremskridt.

»Den velsignede Jomfru fortæller os ikke, om det går fremad med verden. Men vi kan jo selv se på den, og så ser vi, hvor mange grupper der beder for de, der ikke har erfaret Guds kærlighed endnu. Det er så vigtigt, at så mange som muligt beder for dem. Hvis alle havde erfaret Guds kærlighed, ville vi ikke have krige. Den, der tror på Gud, kan ikke dræbe«, siger hun.

Et råd til verden

Hun har ikke noget råd til Vesteuropa. Sådan kan hun ikke gøre tingene op. Hendes udsyn går videre end det.

»Det gælder ikke kun Vesteuropa, det gælder hele verden. Hvad jeg ønsker at sige til verden er, at vi må sætte Gud på førstepladsen i vores liv. Vi er her i dag, men vi ved ikke, om vi også er her i morgen. Derfor må vi lære, at materielle ting ikke er det vigtigste«, siger hun.

»Vi må lære, at det eneste af betydning er vores forhold til Gud. Uden det forhold mangler vi det vigtigste af alt. Og man ved aldrig, hvornår Han kalder på os. Derfor må vi være klar hvert sekund«.

Til åbenbaring i Fredens Oase

Fem dage med Marias disciple (5): Hvori alt kulminerer i Jomfru Marias åbenbaring gennem en af sine faste elever. Og hvorfra freden skal løfte sig og lyse højt over land.

Af Jakob Marschner
Politiken 31. oktober 1999, 1. sektion side 6

Der er tyst og stille i Fredens Oase. Det er et samfund af munke og nonner. De lever i små huse af træ, går forsigtigt på en havegang af sten og lever et liv mellem træer og mange slags forskellige planter. I from bøn og tavshed går dag efter dag til Guds pris.

Men jævnligt brydes idyllen, og grunden er hver gang den samme. Også Medjugorje-seeren Marija Pavlovic-Lunetti holder af stedet, og hun gør det så meget, at hun ofte henlægger sin daglige åbenbaring til oasen. Så strømmer folk til i busser og i taxa. De første kommer flere timer før Den hellige Madonna åbenbarer sig.

Sådan er det også denne fredag. Åbenbaringen er altid lidt før klokken seks, og den danske gruppe af pilgrimme mener sig i god tid ved at komme tre timer forinden.

Men heri tager de grundigt fejl. Kapellet rummer vel et par hundrede mennesker, så de bedste pladser er besat, og de heldigste danskere havner et par meter fra alteret, hvor Marija Pavlovic-Lunetti siden skal knæle ned. Andre må helt uden for og kigge ind gennem ruderne. Nogle giver slet og ret op. De sætter sig på græsset i stedet.

Seeren er her allerede. Marija Pavlovic-Lunetti, en ydmyg og indadvendt 34-årig husmor og udlært damefrisør, går fra gruppe til gruppe af troende på rejse. De slår ring omkring hende, mens de lytter med alle ørerne på stilke. Der er knapt tre timer til Marijas ekstatiske åbenbaring af sin navnesøster.

Ventetid

Allerede her er der masen og skubben. Annette Høyrup er næsten klemt inde. Hun er havnet midt i kapellet, hvor hun sætter sig ned og skriver sit brev til Maria. Omkring hende skræver folk hen over hinanden. Hver vunden centimeter har værdi.

Inger Jensen har allerede skrevet sit brev. Det rummer navne på et par hundrede mennesker, som hun gerne vil støtte og bede for. Nu giver hun det en sidste redigering. Nye navne kommer til, og hendes bønner bliver præciseret og klargjort.

Foran hende er over to timers knælen på gulvet. Hun tænker på, hvordan hendes slidgigt mon vil have det, når de kommende par timer er gået. Så glemmer hun sin grublen: Maria sørger for mig, tænker hun.

Maria Halladin grubler også over sagerne. Også hun har været heldig med en plads midt i. Hun tænker på, hvordan hun dog bedst kan forberede sig til mødet med den anden og større Maria. Så føler hun pludselig, at hjælpen kommer ovenfra. Hun læner sig tilbage, sikker i sin tro.

Gamle Helga Steensen får et skub, så hun går bagud. Hun er allerlængst nede ved kapellets tunge dør. Tilbage på sin klapstol beder hun sin rosenkrans, tyst og tavst i sit indre eller højlydt og i kor med de andre i kapellet. På en mangfoldighed af sprog blander bønnerne sig sammen til en intens og kraftig messen ud i rummet.

Helt uden for kapellet sidder Kirsten Rostbøll. Folk er på knæ rundt omkring hende. Hun kan ikke se ind, kun fornemme den vældige intensitet overalt.

Sådan går timerne, mens forventningen bare stiger og stiger mod himmelen.

Åbenbaring

Med en times venten tilbage går søster Rebekka til sit keyboard helt ude ved kapellets højre sidelys. Og som den sidste kommer den eneste, der sagtens kan finde vej frem i mængden. Med sit generte smil på læberne og iført en ydmyg hvid pullover går Marija Pavlovic-Lunetti værdigt og andægtigt fremad på midtergangen. Hendes blik er fast og alvorligt. En halv times venten resterer.

Hun sætter sig ned og får rakt en mikrofon. Omkring hende stiger bønnen i styrke og i kraft. Tyve minutter tilbage.

Endnu er hun kun en katolik mellem andre. Hun synger og beder og smiler så forlegent. Ti minutter til åbenbaringen. Flere bønner er i luften, da Marija Pavlovic-Lunetti ser en lille pige, der ikke kan se blot det ringeste. Hun kalder hende nærmere og giver hende en flot plads lige ved sig. Tre minutter resterer før ekstasen.

Marija Pavlovic-Lunetti overtager bønnen. Hendes stemme er klar og meget stærk. Og så, på slaget kvart i seks som sædvanlig, forstummer hendes tale midt inde i en sætning. Hun falder på knæ, og hendes blik fæstner sig fast på et usynligt punkt på den hvide væg foran hende. Ingen andre har netop det fokuspunkt.

Åbenbaringen er endelig i gang. Hendes læber bevæger sig, men der kommer ingen ord. Hun er tavs og talende på én og samme tid. I måske 15 eller 20 sekunder står læberne stille indimellem. Jomfru Maria har ordet i disse intervaller. Så fortsætter seeren med sin tale uden hørbare ord.

Sådan veksler en ordløs dialog i lige omkring et par minutter. Marija Pavlovic-Lunetti blinker kun meget, meget sjældent undervejs. Hun er væk fra denne verden, hun er et andet sted.

Efter to minutter sådan er hun tilbage hos os andre igen. Hun tager mikrofonen og fortæller helt kort, at alle tilstedeværende har fået Jomfru Marias velsignelse.

Ekstase

En ubeskrivelig fred fylder alting bagefter. Inger Jensen omfavnes af en lille handicappet pige, hvis øjne er fulde af tårer. Pigen smiler, helt opfyldt af en mæthed. Inger Jensen mærker intet til sin slidgigt.

Thanh Tran Dominique har det som flyver han. Den vietnamesisk-fødte pastor føler sig som var han midt mellem Herrens udstrakte hænder. Der er en fryd i hans hjerte, og det er som tiden står stille rundt omkring ham. Helga Steensen er opfyldt af præcis samme følelse.

Maria Halladins blik har retning mod Den hellige Madonnas portræt. Selv efter åbenbaringen føler hun en vældig styrke og stråling komme fossende ud af maleriet. En dyb og varm stemning fylder hver fiber i hendes krop, hver eneste afkrog af sindet.

Annette Høyrup har følelsen af feber. Det er som var hun 42 grader varm indeni sig. Som skulle hun sprænges til atomer fra et sted indefra. Hun sitrer overalt i sin krop. Tårerne triller ned ad kinderne på hende.

Udenfor står Kirsten Rostbøll. Hun har det som i barndommen, da hendes vidtåbne sind følte Helligånden tæt på hver søndag. Nu er hun voksen og præstefrue, og nu sker det igen, men kraften er større, stærkere og langt mere vedvarende. Hun føler sig beruset uden at have drukket en dråbe.

Fra sit omfattende teologiske register fremdrager hun de figurer, der for hende er det eneste rette perspektiv.

»Gud skriver historie her og nu. Guds-historie. Som Han gjorde det med Abraham, Isak og Jakob og med Moses og profeterne og Kristus. Nu gør Han det her«, siger hun.

»Nu står vi over for et nyt kapitel i Guds-historien. Hvad skal det mon handle om denne gang?«.

»Det ved vi sikkert først, når historien er forbi«.

I 2000 bragte Kristeligt Dagblad en helside skrevet fra Medjugorje. Den søgte at opsummere historien om Medjugorje og dens budskab i én eneste artikel

Millioner vender om i Medjugorje

Som intet andet helligsted har Medjugorje i Bosnien-Hercegovina ført mennesker tilbage til Gud. 25 millioner har besøgt landsbyen mellem bjergene, der har meldt om daglige Maria-åbenbaringer i over 19 år Hvad, der omvender folk, er en atmosfære af fred. Og et budskab om, at freden får en ende

JAKOB MARSCHNER
skriver fra Medjugorje

Kristeligt Dagblad 11. september 2000

Regnen var faldet tungt hele formiddagen, men da den til sidst hørte op, var luften forvandlet. I hen ved flere uger havde solen bagt uafbrudt ned over Balkan, og også landsbyen Medjugorje i det sydlige Bosnien-Herzegovina var forandret i varmen. Heden havde skabt en spænding og et tryk, der havde gjort det sværere at fornemme den sjældne idyl, som almindeligvis hersker i landsbyen, der ligger 30 kilometer fra Mostar. Her rapporterede seks børn og unge for nu godt 19 år siden at have set Jomfru Maria. Millioner af kristne er siden strømmet til Medjugorje, hvorfra der stadig berettes om daglige åbenbaringer.

Da himmelen havde lukket sig, var spændingen også forsvundet. Freden var i luften overalt. Intet andet var at mærke for de mange, der krydsede vinmarkerne, mens fårene græssede rundt omkring dem og bjergene rundt omkring dem fuldendte mindelserne om Galilæas bibelske højland.

Medjugorje handler om fred. Igennem alle 19 år er det budskab gået ud, at en sand og ægte fred kan mennesket kun finde i Gud. På en måde, der går over almindelig forstand, hviler denne fred nu overalt i byen og omkring den. Og på en måde, der er endnu mere uforklarlig; har et ophold i byen den effekt, at freden flytter ind i den besøgende. Ord nytter ikke så meget, men øjnene fortæller en del, når folk hilser på hinanden på stien, i kirken eller på de slidsomme ture op ad bjergene. Alle mærker og taler om Guds nærhed.

Denne atmosfære har gennem årene bragt tæt på 30 millioner mennesker til, hvad der førhen var en flække, som ingen i verden havde hørt om. Som intet andet sted i den kristne historie har Medjugorjes stemning og budskab omvendt millioner til det kristne evangelium. Hårdnakkede syndere er blødt op i store skarer: Narkomaner, voldsmænd, hustrubedragere - eller slet og ret døbte og konfirmerede kristne, der havde været væk fra kirken i årevis.

De fleste besøgende reagerer på stedet med dybe forandringer af hele deres liv.

Slut fred med Gud

Det lå i kortene fra starten. Den første tid var rig på tegn, og det mest berømte kom, da ordet "Mir" (fred) stod skrevet i flammeskrift på himmelen den 6. august 1981.1 samme periode så hundredevis af mennesker det godt syv meter høje betonkors på Krizevac-bjerget bryde i brand for siden at slukkes af sig selv. Senere så andre korset snurre rundt og rundt om sin akse, før det til sidst helt forsvandt.

Fire gange har en rose blomstret om vinteren foran seeren Vicka Ivankovics hus, og selvom tegnene er blevet færre, hænder det stadig, at pilgrimmene ser solen pulsere og blive bleg som en nadveroblat, som de kan se direkte ind på. Men det mest sigende tegn var himmelens flammende opråb om fred bevidnet af hundredevis af mennesker, heraf adskillige præster.

Da tegnet kom, var budskabet allerede kendt. Så tidligt som på åbenbaringernes tredjedag den 26. juni 1981 rapporterede den dengang 16-årige seer Marija Pavlovic, at Jomfru Maria havde åbenbaret sig for hende alene, og at hun havde fået det budskab, der siden blev Medjugorjes programerklæring:

"Fred, fred, fred. Forson jer! Kun fred. Slut fred med Gud og iblandt jer selv. For at det kan blive muligt, er det nødvendigt at tro, at bede, at faste og at bekende sine synder", havde den lysende Maria-åbenbaring sagt ifølge seeren. Dette program blev siden suppleret med daglig kirkegang og nadver og daglige studier af Bibelen.

Men i de første dage var freden en mangelvare. De seks seere, simple bondebørn i alderen fra 10 til 16 år, oplevede pludselig at være midtpunkt for en opmærksomhed, som de hverken havde bedt eller drømt om. Store skarer fulgte dem, når de hver dag vendte tilbage til bjerget og helt synkront faldt på knæ med blikkene fikseret sig på et for an-dre usynligt punkt foran sig. Når det skete, sansede de intet andet omkring sig.

Landsbyens bønder troede på børnene, men der var andre, der reagerede med modstand. Det tidligere Jugoslavien var kommunistisk og derfor officielt ateistisk, og styret gjorde alt for at kvæle fænomenet. Bjerget blev afspærret, adgang til kirken en overgang forbudt. De lokale franciskanere frygtede for deres del, at åbenbaringerne var et bedrag, som kommunisterne havde skabt for at bringe Kirken i miskredit.

Hvad der overbeviste præsterne, var ikke børnenes ord, men sognets reaktion: Folk strømmede tilbage til de førhen tomme bænke i kirken. De bad i time-vis og fastede i flere dage i træk. Der opstod køer foran skriftestolene, og i en landsby hærget af ældgamle fejder mel-lem folk og hele familier opstod en bøl-ge af forsoning og fred. Gamle fjender faldt grædende hinanden om halsen.

Videnskaben

For seerne kom freden først senere. Mange så virakken omkring dem som det måske allerbedste bevis for, at deres utrolige historie var sand. De udstod forfølgelse, spionage og husarrest. De blev truet på livet, og deres familier blev truet med tåbet af alt, hvad de ejede.
De seks børn og unge gennemførte skræmmende undersøgelser og tests udført af statslige eksperter, der truede dem med psykiatrisk hospital. Men systemets eksperter kunne ikke finde nogen tegn på sygdom. Efter tre års rapporterede åbenbaringer blev seernes sundhed bekræftet af uvildige eksperter fra Frankrig og Italien.

Seerne i Medjugorje er i dag de grundigst undersøgte nogensinde i historien. Undersøgelser af deres hjernefunktion er blandt meget andet suppleret af lange interview, generelle sundhedseftersyn og hele registeret af klassiske psykologiske tests foruden mødet med en løgnedetektor.

Hvad videnskaben nåede frem til var først og fremmest, at fænomenet overskrider videnskabens egne begrænsninger. Seerne var og er i spirituel ekstase under synene - de var væk fra denne verden og reagerede hverken på smerter eller andre indtryk udefra: Man kunne løfte dem op fra jorden, stikke dem med en nål eller lyse dem ind i hovedet med blitzlys og kraftige lamper. Øjnenes blinkerefleks forsvandt eller formindskedes kraftigt i flere minutter ad gangen. Det syn, de fortalte om, forsvandt heller ikke, da plader blev placeret foran øjnene på dem.

Konklusionen stemte overens med seernes ord om, at det eneste de sansede var synet af Maria foran dem - for andre kun at se som det fælles usynlige fikspunkt, som alle seks rettede blikket mod med en samtidighed, der slog alle omkring dem med forbløffelse. De knælede ned helt synkront, rettede blikket opad lige så synkront, og med samme samtidighed vendte de tilbage til deres normale bevidsthed. Forskellen i deres reaktionstid blev målt til tiendedele af sekunder, svarende til forskellen på seernes reflekser.

Fejlkilderne blev undersøgt og udelukket. Det var ikke hypnose, ikke sygdom, ikke en drøm, ingen andre personer dirigerede eller beordrede hvad der skete. Teorier om hallucination og vejledt visualisering måtte også kasseres som forkerte.

Da italienske forskere for to år siden bekræftede resultaterne fra firserne, var metoder og udstyr så moderne, at videnskaben ikke kan komme længere.

De mange Maria-syn

Hvor Medjugorjes budskab gennem årene har tegnet et overordnet billede forsynet med et væld af detaljer, er seernes syn det letteste at referere i kort form. Ifølge seerne selv ser de Jomfru Maria som en tre-dimensionel skikkelse. Hun er ubeskriveligt smuk, cirka 20 år gammel, har blå øjne og langt kastanjebrunt hår, hvoraf det meste er skjult af et slør, der er hvidt. De siger, at de kan røre hende, og at hun af og til også kysser dem.
Hun bærer en hellang kappe, der de fleste dage er grå. Undtagelsen herfra er til jul og på andre store festdage, hvor seerne fortæller, at hun er klædt i en kjole af guld. Over hendes hoved er en krone af tolv gyldne stjerner.

Dette syn er identisk med det billede, som i hundredevis af andre seere har tegnet op gennem det 20. århundrede For eksperter og iagttagere ligger forklaringen på de mange åbenbaringer i det budskab, som seerne citerer Maria for. Adskillige eksperter ser Medjugorje som kulminationen på Maria-åbenbaringerne i den franske by La Salette. (1846), portugisiske Fatima (1917) og spanske Garabandal (1961-65).

Allerede i La Salette fortalte seerne, at Maria gav udtryk for Guds stærke utilfredshed med omfanget af menneskenes synder. Fatima handlede om bøn, bod og omvendelse, og Garabandal ses ofte som apokalyptisk - men med et væsentligt eftertryk på menneskets mulighed for - primært gennem bøn - at sone sine synder og formindske de konsekvenser, der følger direkte af synd.

Alt dette opsummeres i det budskab, der går ud fra Medjugorje. Hvad der historisk gør Medjugorje til noget nyt er dels åbenbaringernes rekordlange varighed, og dels det forhold, at Jomfru Maria fra start annoncerede, at Medjugorje er det sted, hvor en form for endeligt punktum skal sættes.

"En kæmpemæssig kamp er på vej mellem min Søn og satan. Menneskers sjæle er på spil", citerede seerne Maria efter en måneds åbenbaringer i 1981.

"Jeg er kommet for at kalde verden til omvendelse for sidste gang. Herefter vil jeg ikke vise mig mere på denne jord", lød ordene også fra start.

Bøn er nøglen til fred

Medjugorjes budskab er to-delt: Det er først og sidst et kald til et nyt og helligt liv, der præsenteres som det eneste, der kan redde både verden og det enkelte menneske. Parolen hedder "Gud skal være vigtigst af alt", og Maria præsenterer sig selv som en lærer og genvej til Jesus, til hvem hun lover at gå i forbøn for alle, der reagerer på hendes kald.
Det er dernæst en forklaring på, hvorfor det er nødvendigt at vende så radikalt tilbage til Gud.

"Mørke regerer overalt i hele verden. Folk er tiltrukket af mange (materielle) ting, og de glemmer det, der er vigtigere. Mange mennesker lever uden tro, nogle vil end ikke høre om Jesus, men stadig forventer de fred og tilfredsstillelse", citerede seerne Jomfru Maria i 1987.

De ydre symptomer har Jomfru Maria forklaret som meget af det, som kristne meget længe har sukket over: Skilsmisser, aborter, moralsk forfald og blodige krige. Vold, materialisme og misbrug. En gudløs verden, hvis værste synd er, at den har glemt eller ligefrem glorificeret det syndige.

Som kontrast til dette billede har Maria annonceret, at Jesus gennem hende vil sejre til sidst, og at en æra af fred da vil herske over jorden. Forinden lyder varslet om prøvelser og hårde be-givenheder, og de indeværende år beskrives som en periode med stor himmelsk nåde og et kald til at beslutte sig for Gud, mens der stadig er tid dertil. Det vigtigste middel beskrives som bøn, og katolikkernes traditionelle ro-senkrans fremhæves som det stærkeste våben mod satan.

"Jeg kalder på hver eneste af jer til bevidst at beslutte jer for Gud og imod satan. Jeg ønsker at lede jer alle til fuldkommen hellighed", lød en del af budskabet den 25. maj 1987.

"Gud har valgt hver eneste af jer for at benytte jer i en storstilet plan for menneskehedens frelse. Jeg er hos jer for, at I kan realisere planen til fulde", var ordene den 25. januar samme år.

"Uden jer er jeg ikke i stand til at hjælpe verden", lød en del af et budskab året før.

"I kan ikke leve uden hellighed. Overkom derfor al synd med kærlig-hed, og overkom med kærlighed alle vanskeligheder, der møder jer. Uden kærlighed kan I ingenting opnå. Kærlighed udretter store bedrifter", hed det i budskaber fra 1986 og 1987.

"Bøn er den eneste måde at frelse menneskeheden på", har det mest radikalt også lydt fra Medjugorje.

Ti hemmeligheder

Særligt i de første år handlede mange beskeder om satan. Seeren Mirjana Dragicevic-Soldo rapporterede i 1982, at satan havde fået bevilget 100 år med forøget magt over mennesket. Uden at vide det var hun dermed i samklang med pave Leo 13, der fik samme besked i et syn næsten hundrede år forinden.
Denne periode, sagde Medjugorjeseeren, omfattede størsteparten af det 20. århundrede og en mindre del af det 21. århundrede. Hun tilføjede, at satans magt ville blive brudt med realiseringen af Medjugorjes første hemmelighed.

Seerne har fortalt, at de har informationer, som de endnu ikke må videregive. De siger, at disse hemmeligheder handler om fremtidige begivenheder, og at hver af dem til sidst vil kende 10. Når en seer modtager den tiende hemmelighed, slutter de daglige åbenbaringer for vedkommende, hvad der hidtil er sket for tre af de seks. Når den sidste seer har modtaget den tiende hemmelighed, ligger det i kortene, at de profeterede begivenheder vil begynde at finde sted.

Profetierne rummer katastrofer på linje med løftet om en menneskehed, der herefter vil være så tæt på Gud som aldrig før. Om de tunge begivenheder har seerne sagt, at de kan mildnes gennem bøn og gennem faste, at den syvende begivenhed allerede er formindsket i styrke, og at kun den tiende hemmelighed ikke er mulig at forandre. Seerne har citeret Maria for, at bøn og faste kan "afværge krige og sætte naturens love ud af kraft".

Mange børn er bedst

Kun om den tredje hemmelighed har seerne løftet sløret en anelse: Fra starten har de sagt, at denne begivenhed er et permanent og uudsletteligt tegn, der vil opstå på stedet for de første åbenbaringer. Seerne har sagt, at det er så overjordisk smukt, at det vil være åbenbart for alle, at tegnet kommer fra Gud. Det vil føre til mange omvendelser og vil også tjene som bevis for, at åbenbaringerne var sande og af Gud, har de sagt.
Alle de tre seere, der kender den tiende hemmelighed, reagerede med meget dyb sorg - men det er samtidig kendetegnende, at disse tre nu er forældre til i alt otte børn, og at det for seeren Ivanka Ivankovic-Elez ligefrem var hendes kendskab til den tiende hemmelighed, der gav hende ønsket om en familie med børn. For af budskabet fremgår det også, at man ikke har noget at frygte, hvis man beder med hjertet og derfor har et godt forhold til Gud.

Folk taler sjældent om hemmelighederne. Men også for Medjugorjes entusiaster kan det mane til eftertanke at se de af den karismatiske Mirjana Dragicevic-Soldos åbenbaringer, om hvilke hun fortæller, at hun får hemmelighederne at se "som i en film".

Tilskuerne ser da hendes ansigtstræk forandre sig fra det lysende fredfyldte til at være opfyldt af rædsel og gru. Ikke på vegne af sig selv, siger hun. Men på vegne af de ikke-troende, som hun har til opgave at bede specifikt for. Særligt i sine teenage-år i firserne talte Mirjana Dragicevic-Soldo ganske drastisk om denne sondring mellem troende og gudløse:

"De ikke-troende ved ikke, hvad der venter dem. Hvis de kendte hemmelighederne, ville de forandre sig øjeblikkeligt", sagde hun. Siden har hun ændret sit fokus, så hun nu fortæller pilgrimmene, at de skal handle, hvis de vil slippe for at frygte.

"Vær ikke bange for hemmelighederne! Lev efter budskabet, og indvi dine børn til Den velsignede Jomfru, og du vil intet have at frygte fra hemmelighederne. Hvorfor tror du, at jeg allerede har to børn og håber at få mange flere endnu? Vær ikke bange for at få børn. Du skulle snarere frygte ikke at få nogen! Jo flere børn, des bedre", har Mirjana Dragicevic-Soldo svaret på en bekymret pilgrims spørgsmål.

"Det var, hvad jomfruen sagde, og hun ved, hvorfor hun sagde det. Jeg ved det også, men jeg kan ikke fortælle mere om det. Når hemmelighederne er blevet til virkelighed, vil folk vide, hvorfor det var vigtigt at få mange børn. Vi venter alle på triumfen for Marias Ubesmittede Hjerte", tilføjede hun.

Denne tilgang er typisk for Medjugorje, hvor et af paradokserne er, at de der ved mest om menneskets fremtid også er dem, der frygter den mindst. Som det senest blev opsummeret i det budskab til verden, der udgik på 19årsdagen for de første åbenbaringer i byen:

"Den, der beder, er ikke bange for fremtiden."

Jakob Marschner, født 1970,
er uddannet journalist og har arbejdet på Information, Berlingske Tidende og Politiken. Han har hele året boet og arbejdet i Medjugorje.

Få automatisk besked om alle nyheder og opdateringer.
Tilmeld dig vores nye nyhedsmail på forsiden af
Profetis hjemmeside på www.profeti.dk og klik på OK.
Foreningen Profeti udleverer ikke din e-mail adresse til andre.

Send forslag og kommentarer til: mail@profeti.dk