Hver eneste sten
er velsignet
De centrale steder i Medjugorje er to hellige bjerge og en kirke, som alle troede var blevet bygget alt for stor, men som efterhånden nærmest er for lille.
Åbenbaringsbjerget har fået sit navn, fordi det var her Jomfru Maria viste sig for seerne den allerførste gang den 24. juni 1981. Bjerget strækker sig adskillige hundrede meter op over landsbyen Bijakovici – den del af Medjugorje, hvor alle seerne boede og stadigvæk bor. Stien op ad bjerget er med tiden gjort bredere og mere klar og tydelig af de millioner af pilgrimme, der har taget turen op og ned.

Stien kan nu ses ganske klart helt inde fra kirken, der ligger en kilometer væk fra bjerget. Og de rødbrune sten, der var spidse og skarpe, da seerne første gang tog turen op ad bjerget, er nu slebet runde og glatte af sålerne fra millioner af menneskers fødder.

En tredjedel oppe af stien når man til et stort hvidt trækors, der er rejst på højre side. Dette kors markerer det sted, hvor Jomfru Maria på åbenbaringernes tredje dag den 26. juni 1981 trådte frem i en ekstra åbenbaring for seeren Marija Pavlovic alene.

Jomfru Maria gav her hvad der siden er blevet en af Medjugorjes helt store programerklæringer: “Fred, fred, fred! Kun fred! Fred må herske mellem Gud og mennesker, og også mellem mennesker indbyrdes!”. Mange pilgrimme stopper ved korset og beder for fred netop her (billedet herunder).
På venstre side af stien markerer i alt ti bronzetavler de ti sekvenser fra Bibelen, der knytter sig til de første to tredjedele af den lange og meditative Rosenkrans-bøn.

Hver bronzetavle viser en sekvens fra Jesus og Jomfru Marias fælles liv på jorden fra Marias bebudelse og til Jesus´ død på korset, og på Åbenbaringsbjerget hjælper bronzetavlerne pilgrimmene til at identificere sig med de tos fælles rejse gennem livet.

Fra åbenbaringernes start har Jomfru Maria bedt mennesker om at bede Rosenkransen hver dag, og på alle tider af døgnet året rundt ser man pilgrimme bede Rosenkransen på vej op og ned af Åbenbaringsbjerget, hvis kroatiske navn er Podbrdo (“Underbjerget”).

På toppen af bjerget når man til et stort fladt plateau, hvor en hvid statue af Jomfru Maria markerer det helt præcise sted, hvor seerne fortæller, at den første åbenbaring fandt sted.


Mange pilgrimme bruger dette plateau som et sted, hvor de sætter sig ned i fordybelse og bøn – eller som stedet, hvor de bevidst tager Jomfru Maria til sig og accepterer hende som den Moder, hun har sagt, at hun er for os alle.

På stedet for den første åbenbaring har seerne desuden fortalt, at det såkaldt permanente tegn en dag skal opstå. Tegnet kommer som realiseringen af den tredje i rækken af seernes 10 profetiske hemmeligheder, og seerne har sagt, at det vil være overordentlig smukt, umuligt at ødelægge og noget, der aldrig før har været på Jorden.

“Det vil være klart for alle, at ingen fra for eksempel Medjugorje har placeret det der,” har Mirjana fortalt om det forudsagte tegn. Tegnet vil dermed markere og bekræfte, at åbenbaringerne i Medjugorje er ægte og kommer fra Gud.

“Åbenbaringsbjerget er også et Bethlehem – en invitation til at erfare den fred, der kom, da Jesus blev født. På Åbenbaringsbjerget oplever pilgrimmen det første kald og den første åbning af sit hjerte under disse forhold, der er så velforberedte. Derfor er bjerget et sted, hvor fred og glæde hersker, og derfor er der ikke en eneste pilgrim, der ikke tager turen op ad bjerget,” sagde den nu afdøde Medjugorje-præst fader Slavko Barbaric (1946-2000).

Korsbjerget er det højeste af bjergene, der ligger i en ring om Medjugorje. På toppen, 520 meter over havet, rejste Medjugorjes indbyggere i 1933 et godt og vel 8,50 meter højt betonkors til minde om 1900-året for Jesu død. I korsets fundament er indstøbt en flis af det kors, som Jesus døde på – et dyrebart relikvie, der kom til Medjugorje fra Rom på samme tid.

Bjerget er svært at bestige, men pilgrimmene gør det alligevel, for også Korsbjerget (kroatisk: Krizevac) viste sig hurtigt som et prominent og usædvanligt sted, da åbenbaringerne begyndte i 1981.

Særligt i den første sommer fandt et stort antal tegn sted på toppen af bjerget: Korset brød i brand af sig selv, før ilden også gik ud af sig selv. Hundredevis af mennesker har flere gange bevidnet, at korset har snurret rundt og rundt om sin akse, og at det også er forsvundet af syne for så at dukke frem ud af intet igen. Pilgrimme har også set korset forsvinde og blive erstattet af Jomfru Marias skikkelse.

At bjerget har en særlig plads i Jomfru Marias inderste hjerte, har også stået klart siden åbenbaringernes allerførste tid: “Korset var en del af Guds plan, da I rejste det”, sagde hun tidligt til seerne. Og efter godt fire måneders åbenbaringer sagde Jomfru Maria den 3. november 1981: “Jeg er ofte på Korsbjerget, i bøn ved foden af korset”.

Adskillige pilgrimme har personligt erfaret, at tidspunktet klokken 5.00 om morgenen gerne er tiden, hvor Jomfru Maria beder sin morgenbøn her – disse pilgrimme har haft meget stærke fornemmelser af Jomfru Marias personlige nærhed, og enkelte har også berettet, at Jomfru Maria netop da har talt direkte og hørbart ind i deres hjerte.
Korsbjerget har den symbolik, at sand fred først kommer ved at omfavne korset, dels forstået som Jesu offer ved den allerførste påske, som pilgrimmene identificerer sig med gennem 15 bronzetavler. (billedet til højre)

Hele vejen op ad bjerget viser disse tavler Jesus´ vej fra Getsemane have til Genopstandelsen. I bøn og meditation har mange pilgrimme her accepteret de kors og de byrder, som de bærer på gennem livet.

På hver af tavlerne ses også Jomfru Maria, der dermed demonstrerer, at som hun fulgte Jesus hele vejen til det sidste, følger hun også os gennem livet.

Bjerget har også at gøre med forvandling. Under en åbenbaring på toppen af Korsbjerget sagde Jomfru Maria på åbenbaringernes 5-årsdag den 24. juni 1986, at “I er på et Tabor” – en reference til toppen af det bjerg, hvor Jesus for øjnene af disciplene Peter, Johannes og Jakob forvandlede sig til en skikkelse af skinnende lys.

Korsbjerget markerer dermed også, at vejen til et nyt liv i herlighed altid også rummer lidelse og smerte: Uden korset er der ingen genopstandelse.

Korsbjerget rummer alt i alt utallige lag af forskellige betydninger, hvad en af de absolutte eksperter i bjergets vidder og dybder, Medjugorje-præsten fader Slavko Barbaric (der besteg det hver eneste morgen) så ofte og gerne kom ind på. Fader Slavko døde selv på Korsbjergets top:

“I lyset fra Kristus, der her går igennem den sidste del af Sin pilgrimsfærd på jord, opdager pilgrimmen på den ene side den umådelige Kærlighed, der lider for ham her – og på den anden side den menneskelige ondskab, som han erkender i sig selv og i sin egen og andres opførsel", skrev fader Slavko og fortsatte:

"Denne erkendelse efterlader dog ingen bitterhed i pilgrimmens hjerte, for Jesus døde heller ikke i bitterhed. Denne erkendelse giver liv til ønsket om at tilgive og ønsket om at søge tilgivelse og forsoning".

"Ved at bestige Korsbjerget kommer pilgrimmen i kontakt med liv og død, forvandling og evighed, kærlighed og had, bøn og fordømmelse, forsoning og hævn, nåde og vold, fattigdom og grådighed, sandhed og løgn, graven og genopstandelsen, menneskers godhed og ondskab, faldet og opstigningen. Gennem et sådant møde på Korsbjerget åbner pilgrimmens hjerte sig for Gud, og han bliver klar til at søge sine synders forladelse,” skrev fader Slavko blandt andet om bjerget.

Fader Slavko anbefalede derfor altid Korsbjerget som det sted i Medjugorje, hvor det er bedst at bede for mental og åndelig helbredelse.
Sankt Jakobs Kirke med de to hvide tårne er i dag verdens næst mest filmede og fotograferede kirke, kun overgået af Peterskirken i Rom. Den blev indviet og velsignet den 19. januar 1969, og ingen i Medjugorje forstod på det tidspunkt, hvorfor en lillebitte landsby nu skulle have en kirke, der kunne rumme hele 2000 mennesker.

Meningen hermed trådte først for alvor frem med åbenbaringernes start godt 12 år senere – og i dag strømmer folk til Medjugorje i et antal, der fylder både kirken, bænkene udenfor den og det nyere udendørs alter bag kirken stort set hver eneste aften.

Kirken har siden åbenbaringernes start undergået den ene fornyelse, at de seks seere nu er på plads i den række af glasmosaikker, der ses nogle meter over kirkens grundplan. Mosaikken af seerne kan ses på kirkens venstre side.

Der er på flere måder god mening i, at apostlen Sankt Jakob altid har været sognet Medjugorjes skytshelgen. Dels er Sankt Jakob skytshelgen for pilgrimme, og dels var netop denne apostel ifølge traditionen det allerførste menneske, der fik en Maria-åbenbaring.

Medjugorje markerer dermed både begyndelsen og enden på en æra, for netop i Medjugorje sagde Jomfru Maria meget tidligt til seerne, at dette var hendes sidste åbenbaringer – i hvert fald på den måde, som de hidtil har foregået på: “Herefter vil jeg ikke åbenbare mig mere på denne jord”, sagde Jomfru Maria den 2. maj 1982.
   

Det Blå Kors er rejst ved foden af Åbenbaringsbjerget cirka 100 meter til højre for den hovedsti, der fører op ad bjerget.

Også Det Blå Kors har i årevis været et sted, hvor lokale og pilgrimme går hen for at bede, og seeren Ivan Dragicevics offentlige åbenbaringer i sommerhalvåret finder altid sted netop her.

Stedets historie daterer sig tilbage til den 27. juli 1982 – en periode, hvor det daværende Jugoslaviens kommunistiske politi lagde meget arbejde i at jagte seerne og i at forsøge at holde folk væk fra bjerget.
Ivans bedegruppe af jævnaldrende venner var dannet samme sommer, og gruppen var på vej til stedet på toppen af bjerget, hvor den første åbenbaring fandt sted, da Ivan pludselig knælede ned og modtog en uventet åbenbaring allerede ved foden af bjerget.

Jomfru Maria fortalte ham her, at politiet var på plads på bjergets top, og at bedegruppen ikke skulle gå derop alligevel. Også ved senere lejligheder stoppede Jomfru Maria adskillige gange gruppen på det sted, hvor Det Blå Kors i dag er blevet rejst.

I sommeren 1982 var et medlem af bedegruppen ved at bygge et hus ved foden af bjerget, og materialer herfra blev brugt til at bygge et trækors. For at beskytte korset mod vind og vejr fandt Ivan noget maling, som han havde derhjemme – og fordi han kun havde blå maling, har korset haft den farve lige siden.

Det Blå Kors fungerede kun en kort tid som gruppens hemmelige mødested. Snart var stedet kendt, for folk i byen lokaliserede det hurtigt på grund af gruppens glade sang, der kunne høres vidt og bredt.

Mens gruppen senere begyndte at mødes indendøre, blev Det Blå Kors i stedet et udflugtsmål for pilgrimmene. Nogle af dem begyndte at tænde lys, og en dag brød korset i brand. En italiensk pilgrim spurgte derfor seeren Marija Pavlovic, om han ikke måtte erstatte det med et kors af metal, og da den ide var blevet godkendt, blev det oprindelige trækors sejlet over havet til Italien, hvor det nu står i et privat hjem og danner rammen om mange menneskers bøn i fællesskab.

Flere hundrede åbenbaringer har fundet sted ved Det Blå Kors, for stedet er let at komme frem til, selv for pilgrimme, der er gamle eller syge. Fordi Ivans offentlige åbenbaringer var blevet så stort et tilløbsstykke, blev der i 2001 opført et nyt blåt kors på en lille plads formet som et amfiteater nogle meter til højre for det oprindelige kors.

De to blå kors står nu side om side, og begge danner rammen om megen bøn og stilhed.
Fredens Oase er et fællesskab af munke og nonner. Stedet betager mange ved sin skønhed og fuldkomne stilhed, og også seeren Marija Pavlovic-Lunetti har en forkærlighed for det lille kapel, der står i Fredens Oase. Snesevis af hendes offentlige åbenbaringer har fundet sted her (til venstre ses Marija før en åbenbaring).

Munkene og nonnerne i Fredens Oase er kaldet til bøn og beder 7-8 timer om dagen, individuelt og også sammen. I kapellet foregår der døgnet rundt tilbedelse af Jesus, der er konkret og mærkbart til stede i det indviede nadverbrød, som al bøn og opmærksomhed så retter sig imod.

Beboerne i Fredens Oase har den vigtige regel, at Jesus aldrig må være alene: Mindst en af dem skal til enhver tid holde Ham med selskab i kapellet, og sammen med de store mængder tid brugt på bøn er denne regel givetvis med til at skabe stedets usædvanligt smukke atmosfære.

Munkene og nonnerne i Fredens Oase lever på Guds forsyn og nåde: De arbejder ikke i ordets almindelige betydning, og de lever dermed af de forsyninger, som venner og pilgrimme giver dem. De kan fortælle mange historier om, hvordan de aldrig mangler noget, og hvordan både det ene og det andet kommer til dem på uventede og ofte højst humoristiske måder.
 
Cenacolo er ledet af den italienske nonne Søster Elvira Petrozzi. Det er et fællesskab (kommunité), hvis mål er at genoprette unge mennesker, der er kommet på afveje gennem misbrug af alkohol og narko.

Gennem et program bestående af bøn og hårdt fysisk arbejde afvænner Cenacolo 90 % af de unge, der ofte er hårdt belastede, når de kommer første gang.

Stedet er nabo til Fredens Oase og ligger på vejen mellem Åbenbaringsbjerget og Korsbjerget.

Beboernes vidnesbyrd om, hvordan mødet med Gud blev vejen ud af deres misbrug er ofte meget stærke, og har gennem årene berørt mange besøgende pilgrimme. Mange forældre er her blevet opmærksomme på det store ansvar, som de har som forældre og opdragere. For mange har det desuden været en kilde til nyt mod og håb at se, at selv den værste situation kan vendes til noget, der er godt.

Der er desuden opstået den tradition, at Cenacolos basketballbane danner rammen om seeren Mirjanas årlige åbenbaring på hendes fødselsdag den 18. marts. Ved den lejlighed samles over 1000 pilgrimme hver gang for at fejre en fødselsdag, som de aldrig har fejret den før.

 

Få automatisk besked om alle nyheder og opdateringer.
Tilmeld dig vores nye nyhedsmail på forsiden af
Profetis hjemmeside på www.profeti.dk og klik på OK.
Foreningen Profeti udleverer ikke din e-mail adresse til andre.

 
Send forslag og kommentarer til: mail@profeti.dk
 
Nope.dk - Danmarks Effektive Portal