medjugorje.dk

Da præsten døde
blev helgenen født

Efter 18 års slid med at bringe Medjugorjes budskab til alle verdenshjørner fik fader Slavko Barbaric en ærefuld død på Korsbjergets top. Men som tiden går, kommer stadig flere tegn på, at han stadig er i fuldt vigør i Medjugorje.

Det var en fredag, og klokken var mellem 15 og 16, præcis som den havde været det den fredag, da Jesus døde på Golgatha-bjerget. Fader Slavko Barbaric havde i bøn ledt 70 mennesker til Korsbjergets top, og gruppen var på vej ned igen, da Medjugorjes store chok gik i gang.

50 meter fra det store kors på toppen udbrød fader Slavko pludselig "Må Jomfru Maria bede for os i vort dødsøjeblik". Han vendte sig da mod flokken og velsignede dem alle. Så satte han sig ned på en sten for dernæst at falde død om på jorden. Det var en regnfuld dag i november, og netop da brød solen frem, og en regnbue kom til syne på himmelen. Den spændte fra kirken til Korsbjergets top.

Medjugorje var lammet af sorg. Fader Slavko Barbaric (1946-2000) havde i over 15 år været byens og åbenbaringernes fremmeste og mest synlige og berejste ambassadør.

Han var seernes spirituelle vejleder, ansvarlig for kirkens liturgi, han ledte pilgrimme i bøn til tops på begge bjerge. Han var ekspert i Jomfru Marias budskaber, som han med indsigt og kærlighed kommenterede måned efter måned efter måned.

Oprindeligt var fader Slavko (der også var uddannet psykoterapeut) i 1982 blevet sendt til Medjugorje af åbenbaringernes største modstander, Mostars biskop Pavao Zanic, der mente, at fader Slavko var den rigtige til at bringe en ende på åbenbaringerne, som biskoppen anså for nonsens. Men efter grundige undersøgelser kom fader Slavko til at tro på seernes beretning. Derfor blev han i byen.

Han blev gennem tiden forfatter til over ti forskellige bøger om Medjugorjes budskab og helt specielle spiritualitet. De er oversat til over 20 sprog. Efter den bosniske borgerkrig oprettede han et hjem for enker, syge og forældreløse børn.

Så utrættelig var han, at hans stort set eneste tid til sig selv var om morgenen, når han stod op klokken 4 for ene og alene at gå turen til Korsbjergets top.

For disse og for en hel del andre aktiviteter opnåede denne kroat, der voksede op i den dybeste fattigdom, at komme ind som nummer 41, da i alt 23.455 læsere af avisen Daily Catholic i 1999 satte navne på de 100 mest indflydelsesrige katolikker i det 20. århundrede. Pave Johannes Paul II og Mother Teresa af Calcutta kom ind på de to første pladser - men fader Slavko sluttede højere end USAs præsident John F. Kennedy.

"Han lignede en konge, da de bar ham ned ad bjerget", sagde fader Svetozar Kraljevic (hvis eget navn betyder "Den hellige prins"), der blev tilkaldt til bjerget på mobiltelefon.

"For fader Slavko var det Gud, der kom først. I anden række kom alle andre, og først i tredje række kom så han selv", sagde Medjugorjes tidligere sognepræst fader Ivan Landeka til de cirka 30.000 mennesker, der opløst af sorg deltog i fader Slavkos begravelse.

Jomfru Maria kårer en helgen

For de, der kunne rumme det, samlede interessen sig om, hvad Jomfru Maria samme aften havde fortalt til seerne. Det viste sig hurtigt, at Marija havde fået den besked, at folk skulle glæde sig og i øvrigt fortsætte som var intet hændt overhovedet.

Vicka havde ikke fået noget at vide. Det var dog ikke så mærkeligt igen, for Vicka siger selv, at hun aldrig stiller spørgsmål af den grund, at hun ved, at Jomfru Maria selv vil fortælle hende alt, hvad hun har brug for at vide.

Kombineret med ordene til Marija var det derfor et godt tegn at se Vicka smile fra øre til øre som sædvanlig - samtidig med at hun fortalte, at Jomfru Maria havde givet hende en særlig forventning til det månedlige budskab samme aften (herunder ses f.v. Jakov, Vicka og Marija ved begravelsen).

Fader Slavko døde dagen før budskabet den 25. november 2000 skulle komme. Det blev et budskab, der på en aften med et koldt og ruskende regnvejr blandede glæde og fryd ind i den afgrundsdybe sorg, som folk i Medjugorje da følte. 24 timer, godt og vel, måtte de vente, før forløsningen endelig kom:

"Kære børn, i dag, hvor Himmelen er jer nær på en særlig måde, kalder jeg jer til bøn, så at I gennem bøn sætter Gud på førstepladsen. Mine børn, i dag er jeg nær jer, og jeg velsigner hver enkelt af jer med min moderlige velsignelse, så I får styrke og kærlighed til alle mennesker, som I møder i jeres jordiske liv, og så I kan videregive Guds kærlighed".

"Jeg fryder mig med jer, og jeg ønsker at fortælle jer, at jeres broder Slavko er blevet født ind i Himmelen og går i forbøn for jer. Tak fordi I har besvaret mit kald", lyder budskabet fra den 25. november 2000.

I starten beskriver dette budskab den måde fader Slavko levede sit liv på - og til sidst kommer så bekræftelsen på, at han på ingen måde gjorde det forgæves. At fader Slavko var gået direkte til Himmelen, tvivlede kun overordentligt få på (for var han ikke det, var håbet kun ringe for andre), men bekræftelsen lunede stærkt på en aften, der ellers var mere end kold.

De første små tegn

"Slavko er blevet født ind i Himmelen og går i forbøn for jer" og "Himmelen er jer nær på en særlig måde" var sætrninger, som folk i Medjugorje ikke skulle bruge mange minutter på at tænke nærmere over. I stedet bad de endnu mere, end de altid plejer at gøre. Jomfru Maria syntes nærmest at bane det første lille stykke af vejen for fader Slavkos kåring til helgen en gang langt fremme i tiden.

Det kræver blandt andet to beviste mirakler, der uden skygge af tvivl kan føres tilbage til den, som bønnen om forbøn har rettet sig til. Processen varer aldrig under 30 år i alt, og ofte går der 100 år eller endnu længere tid. Med lidt held og hurtighed kan de yngste børn i Medjugorje se den præst, som de elskede så højt, blive kåret til helgen, når de selv er gamle og er gået på pension.

I Medjugorje begyndte folk at gøre deres lille del. Kaskader af bøn blev rettet til den hellige præst. Og midt i rystelsen var der nu også pludselig en vis spænding om, hvornår fader Slavko ville lade høre fra sig fra sin Himmel første gang. Kun få dage skulle der gå efter begravelsen, før en mor i Medjugorje fortalte, at hendes datter efter megen bøn til fader Slavko nu var begyndt at spise igen. Datteren led af anorexi.

Nyheden blev taget med forsigtighed, og strømmen af mennesker, der bad på fader Slavkos gravsted blev hverken større eller mindre af den grund.

En konstant strøm af mennesker fra morgen til aften erfarede stort set allesammen, at midt i den fredens oase, som hele Medjugorje længe har været, var der stadig noget særligt over netop dette sted. Folk lyste op og fik en helt speciel fred, når de havde bedt på fader Slavkos grav.

En af byens kvinder havde i årevis næret mange negative følelser mod den nu afdøde Slavko. Da hun kom til hans grav for at bede om forsoning, modtog hun et uventet tegn. Ud af det blå dukkede seeren Vicka op, og uden at kende til historien på forhånd, bad Vicka lidt sammen med kvinden, holdt om hende og lod deres kinder røre hinanden. Kvinden lyste op og tog det som et tegn på, at alt var i orden imellem hende selv og fader Slavko.

Så var der Ivica, en mand fra Bosnien, som fader Slavko havde hjulpet kort tid før sin død. Ivica var syg efter mange års alkoholisme, og fader Slavko vidste, at der kun var kort tid igen. Han installerede ham derfor hos en italiensk familie i byen, og kort efter fader Slavkos egen død fortalte Ivica familien, at han havde set fader Slavko i en drøm.

"Han sagde ´Gør dig klar! Jeg kommer og henter dig, så du kan komme op og bede på Korsbjerget´. Så sagde jeg, at jeg var syg, og at det kunne jeg ikke. Men fader Slavko insisterede og sagde ´Gør dig klar! Jeg kommer og griber dig snart´ ", sagde Ivica inden han døde. Herefter bad han mere og dybere end før, og Ivica døde i fred en uge efter.

Fader Slavko åbenbarer sig

I dag er gaverne, som folk tilskriver fader Slavkos himmelske forbøn, nu blevet så mange, at seeren Marija Pavlovic-Lunetti har opfordret til, at beretningerne bliver sat i system. Det bliver vigtigt, hvis fader Slavko en gang skal passere nåleøjet i Vatikanets kommission for kåring af helgener.

Blandt de hidtil stærkeste vidnesbyrd er dette, der blev bragt videre af den franske Søster Emmanuel Maillard på den altid velinformerede hjemmeside www.childrenofmedjugorje.com.

En mexicansk kvinde beskriver her, hvordan hun i Medjugorje mødte og talte med fader Slavko, der på dette tidspunkt havde været død i syv måneder - og som kvinden aldrig før havde hverken set eller hørt om:

Carmen kom til Medjugorje fra den mexicanske by Valle Tamaulipas. Hun var en temmelig atypisk pilgrim, havde været væk fra Kirken i cirka 20 år, og hun var halvvejs slæbt med af sin søster, der ville til Medjugorje for at markere 20-året for Jomfru Marias åbenbaringer i juni 2001. Da Carmen var i byen, veg hun tilbage fra både bøn og messe i starten. Så kom forandringen på Åbenbaringsbjergets top.

"Jeg begyndte at gå, da jeg så denne præst, og jeg spurgte ham, om han talte spansk. Til min store overraskelse sagde han ja, og så spurgte jeg hvilken vej, der førte ned af bjerget. Han spurgte mig, hvorfor jeg ville gå, og jeg sagde, at jeg havde set stedet. Så fortalte han mig, at jeg ikke var kommet for at se, men for at bede, fordi det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne lære at se med mit hjertes øjne", siger Carmen.

"Jeg følte mig godt tilpas med ham og svarede, at jeg også allerede havde bedt. Men han sagde, at jeg behøvede at bede mere end det. Jeg havde bedt Jomfru Maria om at sende en hellig præst ind i mit liv, og jeg tænkte, at det ikke havde taget hende lang tid at besvare den bøn!".

"Jeg begyndte at fortælle ham om min tvivl, mit liv, min mand, mine børn og min tur til Medjugorje. Jeg talte og talte, og han lyttede med en utrolig opmærksomhed uden på noget tidspunkt at afbryde mig".

"Da jeg var færdig, så han mig i øjnene med et blik, som jeg aldrig vil glemme - et dybt blik fuldt af omsorg og kærlighed", siger hun.

"Så talte han om, hvor vigtigt det er at bekende sine synder i skriftestolen, og om hvordan Jesus havde bredt sine arme ud for at omfavne vores synder og helbrede vores hjerter. Han mindede mig om bibelske historier som helbredelsen af den lamme og tilgivelsen af Maria Magdalene".

"Jeg spurgte ham, om han troede på åbenbaringerne, og så svarede han, at en Moder altid vil holde øje med sine børn, særligt når børnene er syge - og at menneskeheden er syg lige nu, hvor den har mistet sin tro, men at der vil komme en ny og smuk verden, hvis vi vil bede og faste og leve i overensstemmelse med Evangeliet. Han fortalte mig, at vi måtte have en stærk tro nu, og at troen vil vokse sig stærk gennem bøn", siger Carmen.

"Vi begyndte at gå ned ad bjerget mod gaden, og efter et stykke tid gik det op for mig, at jeg havde fortalt ham hele min livshistorie, og at jeg nu måtte bede om hans velsignelse og mine synders forladelse. Han så på mig og lagde sin hånd på mit hoved. Jeg spurgte, om han ville høre mit skriftemål, og han sagde, at nu havde vi talt sammen, men at jeg skulle gå til skrifte før aftenmessen, og at jeg ville finde en præst i den anden skriftestol i rækken".

"Til min store overraskelse fandt jeg dér en præst fra Argentina, og han hørte mit skriftemål og gav mig mine synders forladelse. Det var som balsam for mit hjerte! Jeg kunne virkelig mærke, hvordan alle mine sår nu var helet. Jeg følte, at jeg hørte til hos Gud og hos Jesus, og jeg græd og græd og græd. Og så modtog jeg Eukaristien (nadveren, red.) for første gang i over 20 år. Det var som manna fra Himmelen", siger hun.

Mirakler er ikke det centrale

Samme aften fandt Carmen så ud af, hvem hun virkelig havde mødt på toppen af bjerget. Hun gik da sammen med Søster Emmanuel, der er den anden person, som her er til stede:

"På et lille frimærke i en butik så jeg et billede af den præst, som jeg havde talt med oppe på bjerget. Jeg pegede på det og sagde så dig, at det var præsten, som jeg havde fortalt dig om før. Jeg husker, at du fik et underligt udtryk i ansigtet og undskyldte dig med at kigge på nogle medaljer i butikken. Jeg så, at du havde tårer i øjnene", siger Carmen.

"Nu forstår jeg, hvorfor du ikke ønskede at fortælle mig, hvem præsten var. Men min søster sagde, at det var fader Slavko, en hellig præst der var død i november. Jeg takker dig, fordi du ikke sagde noget på det tidspunkt, for da havde jeg ikke kunnnet forstå det. Først nu kan jeg fortælle verden om den utrolige kærlighed, som jeg har fået fra Jesus - og om den ufattelige gave, som Jomfru Maria gav mig på sin jubilæumsdag".

Sådan blev fader Slavko altså selv til aktør i et af de mirakler, som han ellers altid underspillede. For ham handlede Medjugorje ikke om de mange mirakler. Han sagde også, at Jomfru Maria heller ikke er kommet for at fortælle om store katastrofer - men for at fortælle, hvordan vi kan undgå, at de kommer.

For fader Slavko handlede både livet og den by, som han levede i, stort set ene og alene om at vende retningen og blikket mod Gud. Så når man fortæller for mange af historierne om hans fortsatte gøren og laden efter døden på jorden, kan man næsten høre ham sige i sit bestemte, men altid kærlige tonefald:

"Småting! Bagateller! Fokusér på det centrale og fortsæt på vejen direkte til Gud...!".

Få automatisk besked om alle nyheder og opdateringer.
Tilmeld dig vores nye nyhedsmail på forsiden af
Profetis hjemmeside på www.profeti.dk og klik på OK.
Foreningen Profeti udleverer ikke din e-mail adresse til andre.

Send forslag og kommentarer til: mail@profeti.dk