Data fra ekspert støtter Vicka
i sag om angrebet åbenbaring
|
Vicka kom under dobbelt beskydning under en omdiskuteret åbenbaring
for mange år siden: Først angreb en franskmand hendes
øje med en finger, og siden prøvede et TV-program at
gøre Vickas reaktion til bevis for, at åbenbaringerne
ikke er ægte. Nu siger en tjekkisk ekspert, at kritikken ignorerer
videnskabelige fakta.
|
Et ofte fremført og meget udbredt
kritikpunkt mod åbenbaringerne i Medjugorje strider mod eksperters
og forskeres viden og har derfor ingen hold i virkeligheden.
|
|
Så skarpt konkluderer en tjekkisk
fysiker, ingeniør og ekspert i det menneskelige øjes
funktioner, som netop har undersøgt den bizarre hændelse,
der overgik Medjugorje-seeren Vicka under åbenbaringen den 14.
januar 1985 (foto til venstre).
Under denne åbenbaring gik en fransk lastbilchauffør
til angreb på Vicka, da han pludseligt førte to fingre
direkte ind mod seerens øje. Vicka måtte siden finde
sig i, at en engelsk TV-film (vist i adskillige lande) gjorde hendes
beherskede reaktion på angrebet til "bevis" for,
at åbenbaringerne i Medjugorje ikke er ægte. Vicka reagerede
ved at lukke sine øjne et kort øjeblik - og ved at
bevæge sit hoved halvanden centimeter.
|
Kritikken i TV-filmen "The Miraculous Apparitions" gik siden
hen på, at Vicka ikke kunne være i åndelig ekstase,
når hun kunne reagere på franskmandens finger. Personer
i åndelig ekstase registrerer ikke indtryk udefra, og seerne
i Medjugorje har under eksperimenter for eksempel ikke reageret på
at blive stukket med nåle eller lyst ind i hovedet med 1000
Watt-lamper. Mirjana har desuden set lige ind i Solen.
Alligevel ville franskmanden lave sit eget eksperiment, men både
dét og den efterfølgende kritik af åbenbaringerne
bliver nu fejet af bordet af den 68-årige tjekkiske ekspert
Frantisek Mracek, der efter studier i teoretisk fysik blev ingeniør
og senere kastede sig over forskning i det menneskelige øjes
virkemåde.
|
Kritik i strid med videnskabelige fakta
|
Frantisek Mracek har nøje studeret en videofilm med den famøse
åbenbaring. Et videobånd optager 25 billeder i sekundet,
og tjekken har studeret hele filmen som rækker af enkeltstående
billeder. Mracek kalder filmen et bevis for, at TV-programmets kritik
af åbenbaringerne i almindelighed og Vicka i særdeleshed
er helt ubeføjet og i strid med videnskabelige kendsgerninger.
|
I sin nye rapport om sagen skriver Mracek,
at Vicka lukker øjnene adskillige sekunder senere, end hun
ville have gjort, hvis reaktionen havde været bevidst og afledt
af en fornemmelse af fare. Han hæfter sig desuden ved, at Vickas
ansigtsudtryk er uforandret gennem hele åbenbaringen - og ved,
at Vickas hoved kun bevægede sig 14 millimeter. Hvis Vicka bevidst
flyttede hovedet for at undgå at få en finger i øjet,
ville hun have bevæget hovedet betydeligt længere væk,
siger Frantisek Mracek.
Den tjekkiske ekspert peger også på, at Vickas hoved
efter den korte bevægelse vendte tilbage til præcis
den samme position som det havde haft før franskmandens angreb.
Frantisek Mracek forklarer præcisionen med elasticiteten i
nakkemusklerne: Kun i kraft af den kunne Vickas hoved vende tilbage
til præcis samme sted.
"Hvis bevægelsen med hovedet havde været en følge
af fare, ville hovedet ikke have vendt tilbage til sin tidligere
position, men ville have flyttet sig langt længere væk.
Det betyder, at de muskler der holder hovedet ikke fik en bevidst
kommando fra hjernen om at dreje hovedet væk som følge
af en fornemmelse af fare, men at hovedet derimod vendte tilbage
som følge af musklernes elasticitet".
|
|
Vickas forklaring holder vand
|
Frantisek Mracek påviser også, at det ligeledes var uberettiget,
da TV-filmen beskyldte Vicka for at lyve om situationen. Efter åbenbaringen
spurgte TV-holdet Vicka, om hun ikke var blevet bange under åbenbaringen.
Hertil svarede Vicka nej.
|
Seeren blev herefter spurgt, om der ikke
var sket usædvanligt under åbenbaringen, og hertil svarede
Vicka, at Jomfru Maria havde haft Jesus-barnet på armen, og
at Vicka havde fået den tanke, om Jesus mon kunne falde ned
af hendes arm. Det blev i TV-filmen gjort til, at Vicka havde været
bange under åbenbaringen - og til, at hun havde prøvet
at forklare sin frygt med, at Jomfru Maria havde været ved at
tabe Jesus på gulvet.
|
"Også hvad angår Vickas
forklaring er TV-filmens oplysninger usande", skriver Frantisek
Mracek, før han konkluderer:
"TV-filmens forklaring på Vickas reaktion er baseret
på naive reflektioner, der ikke på blot mindste måde
tager højde for almindeligt kendt fysisk og biofysisk viden".
|
Få automatisk besked om alle nyheder og
opdateringer.
Tilmeld dig vores nye nyhedsmail på forsiden af
Profetis hjemmeside på www.profeti.dk og klik på OK.
Foreningen Profeti udleverer ikke din e-mail adresse til andre.
|
|